Evaluering af Funktionsevnemetoden - Social

Evaluering af Funktionsevnemetoden
140
“I forbindelse med vurderingen af om den pågældende har nødvendige merudgifter til almindelige
daglige håndsrækninger skal kommunen vurdere den pågældendes samlede situation.
Der skal bl.a. tages hensyn til den pågældendes netværk, og det forudsættes, at eventuelle
øvrige medlemmer af husstanden deltager i opgaveudførelsen i hjemmet, herunder at skifte
el-pære, pudse vinduer, købe ind etc.
Hvis der er større børn i hjemmet, skal der ved vurderingen af, om den pågældende har
nødvendige merudgifter til almindelige håndsrækninger ikke stilles krav, som går ud over de
krav, der normalt stilles til større børn. Der kan i den forbindelse fx ses på, hvordan opgaverne
i hjemmet blev fordelt før, der opstod behov for hjælp”.
Det vurderes, at den meget individualiserede ydelsesfastsættelse, man har i dag i forhold
til håndsrækninger, selv om den i teorien giver en ydelse afpasset den enkelte
borgers behov, i praksis i alt for høj grad overlader ydelsesfastsættelsen til den enkelte
borgers formuleringsevne og sagsbehandlerens holdning.
En løsning herpå kan være, at der åbnes mulighed for, at kommunalbestyrelsen
fastsætter nogle ydelsesprincipper for håndsrækninger, f.eks. således at en kørestolsbruger
kan regne med xx kr. mdl. (eller f.eks. det halve, hvis han/hun er gift).
Sådanne vejledende regler kan evt. kombineres med fortsat mulighed for en individuel
bedømmelse, hvis borgeren kræver det, eller særlige forhold gør sig gældende.
Sådanne retningslinier vil gøre det lettere at sikre god vejledning til borgeren i
starten og en smidig sagsbehandling.
11.3.2. Perspektivering: Udviklingsarbejde i forhold til de grundlæggende udfordringer
Det vurderes som tidligere omtalt, at de ovennævnte modifikationer af Funktionsevnemetodens
redskaber vil medvirke til at løse en række konkrete udfordringer
her og nu i forhold til brugen af Funktionsevnemetoden, men ikke nødvendigvis vil
være nok til at løse de mere grundlæggende udfordringer som nærværende evaluering
har dokumenteret. Her tænkes primært på følgende:
– For det første giver adskillige interviewpersoner udtryk for, at det område, der
dækkes af Servicelovens § 84, er for lille til at kunne bære eksempelvis en selvstændig
kommunalpolitisk interesse eller udarbejdelse af lokale ydelseskataloger.
– For det andet efterlyser mange interviewpersoner en bedre samordning af de
forskellige værktøjer, der anvendes på handicapområdet.
– For det tredje benyttes Funktionsevnemetoden i flere sammenhænge, der rækker
udover metodens obligatoriske område, jf. §84 i Serviceloven.
– For det fjerde tyder meget på, at nogle af de problemer, man finder på § 84området,
optræder analogt på det øvrige handicapområde.
Sidstnævnte er bl.a. kommet til udtryk i andre evalueringer på handicapområdet.
Evalueringer som peger i samme retning som nærværende evaluerings konklusioner.
Det fremgår bl.a. af Socialministeriets sammenfatning af evalueringsprogrammet “Et
liv så tæt på det almindelige som muligt” (Socialministeriet, 2003), at der er stærkt
behov for en koordineret indsats på hele voksenhandicapområdet og herunder også
i forbindelse med tildeling af handicapkompenserende ydelser. Det konkluderes
således i ovennævnte evaluering, at der på voksenhandicapområdet er tale om et
“meget fragmenteret forvaltningsområde, hvor ansvaret for den enkelte handicappedes ydelser
ikke er koordineret, men fordelt på forskellige fagpersoner i kommunale og amtskommunale
afdelinger. Dette hæmmer sagsbehandleren i at tilrettelægge en smidig og fleksibel indsats og at