Evaluering af Funktionsevnemetoden - Social

36 svarpersoner har oplevet, at behandlingen af sager om kompensation for merudgifter
er afhængige af, om borgeren kan formulere sig, kan få bistand af en organisation
eller har styrke til at gennemføre et langt sagsforløb. Eksempler:
Med en utrolig mangelfuld og ukvalificeret sagsbehandling i forbindelse med min tilbagevenden
til arbejdsmarkedet i 2001/2002, valgte jeg denne gang at søge hjælp hos socialrådgiveren i
mit forbund, hvilket i denne situation har resulteret i en tilfredsstillende sagsbehandling.
Det har derfor været svært at svare på nogle af spørgsmålene, da hun har fungeret som partsrepræsentant.
Der er ikke blevet fulgt op på min sag. Det savner jeg, da jeg mener at jeg har flere merudgifter
end jeg får dækket. Jeg printede selv Samtaleskemaet ud fra internettet, udfyldte det
og sendte det til XX kommune. Havde tidligere kontaktet dem for at høre om merudgifter,
men fik at vide, at det kendte de ikke til. Måtte selv søge om oplysninger omkring emnet.
Der mangler opfølgning, og når den kommer, er udbetalingerne i mellemtiden standset i flere
måneder, indtil sagsbehandleren har tid til det årlige opfølgende møde. Jeg har i øvrigt selv i
udgangspunkt fundet alle oplysninger om, hvad jeg var berettiget til efter § 84, og måtte derefter
tage en slåskamp med kommunen om, hvorvidt de havde ret til at kræve dokumentation
for merudgifter. En kamp jeg udelukkende vandt, fordi jeg kunne fremlægge socialminister
Henriette Kjærs ord for, at det MÅ kommunen ikke forlange!
Fik først afslag, da man mente den største post kunne klares andetstedsfra i kommunen, men
efter at mit medicinforbrug steg ca. 50 kr. pr. måned kunne de gøre det alene. / Syntes
behandlingen var meget dårlig, og hvis jeg ikke selv havde været så stædig, var behandlingstiden
blevet meget længere, og jeg havde helt sikkert ikke fået afgørelsen om støtte: Jeg mener
ikke, de gavner borgere, der er i en svær situation, men hjælper kommunekassen, for mange
opgiver.
Jeg synes ikke man får sine rettigheder automatisk fra myndigheder. Medmindre man selv
søger efter dem eller får dem oplyst fra andre organisationer.
Det er hårdt og svært at blive syg, så man ikke kan arbejde og må blive førtidspensionist, at
man så oveni skal vente og ringe flere gange ved merudgifter og hjælpemidler til lidt råb om
hjælp, før man får kontakt til rette personer efter møde i grupper. Der skal ressourcer til i
opstarten, og det har man ikke. Jeg er glad for at jeg ikke opgav, for da jeg ENDELIG kom
indenfor er jeg blevet pænt og venligt behandlet, også med høflige forklaringer ved afslag.
Det er svært at tale om omfanget af ens funktionsevnenedsættelse, fordi mange af os gerne vil
klare det selv og deraf giver indtryk af, at vi kan mere end vi reelt kan. Når man har en medfødt
funktionsevnenedsættelse, har man været vant til “nøjes” med, og deraf kender man ikke
eventuelle merudgifters omfang, fordi man ikke tænker i de baner. fx. ved udenlandsrejser –
der er altid en merudgift forbundet med det. Bl.a. fordi vi ikke kan rejse hvor som helst pga.
tilgængelighed.Vi har ikke mulighed for at tage billige afgange, og vores valgmuligheder er
begrænsede og ofte dyrere end normalt. / Jeg synes også, at lovgivningen mangler at tilgodese
de dårligst fungerende. Der burde være hjælp at få i forhold til skrivningen af ansøgningen og
nogen til at føre ens sag i tvivlsspørgsmålet.
Det var en endeløs kamp at få dækket mine merudgifter! Sagen varede i over 1 år, og blev anket
2 gange. For dårlig behandling af min sag. Det er kun, fordi jeg er stædig, at jeg fik min vilje.
Det var tydeligt at “sagsbehandlerne” sammenlignede min tilstand, udseende, energiniveau
8. Borgernes vurdering af Funktionsevnemetoden 95