[hprints-00284881, v1] Musik i gymnasiet

hprints-00284881, version 1 - 3 Jun 2008
opgave besværliggøres ikke kun pga. konkurrenceparametrene, snarere af en
nødvendig stillingtagen som udspringer af et eksistentielt hvad kan vi? I den
traditionelle praksis var disse performative aktiviteter i sig selv en naturlig
praksis, hvor de uanfægtet indskrev sig som en naturlig del af en skolekultur,
hvor faget s˚aledes ifølge Anette har underg˚aet en løbende konstitueringsproces:
men jeg har prøvet der hvor de ik fik karakterer og hvor det var s˚adan
lidt valgfag og s˚a indtil hvor det blev et konstitueret fag man ik stiller
spørgsm˚alstegn ved. (p. 1)
P˚a denne m˚ade problematiseres legitimering yderligere, fordi den traditionelle
diskursorden mister sin værdi.
Problematikken ligger ikke i, at den traditionelle praksis forsvinder, snarere
at den bliver dét parameter som qua sin synlighed for omverdenen bliver
en væsentlig udslagsgiver for hvad faget kan i kraft af deligitimeringen
gennem det forsvundne obligatoriske fag. Hermed blotlægges en intellektuel
faglig bevidsthed i første omgang til fordel for en sproglig præmis om at
kunne. Som implikation af den nye diskursorden kan vi forsigtigt konkludere,
at aktøren som informant for fagets nye diskurs fanges af reformens
sprogspil. Rubriceringen af musikfaget som ars fag, (jf. FVN p. 60) medfører
en pragmatisk vægtning af den performative del og eksplicit synlighed som
argumentation for at legitimere sig, snarere end en argumentation for fagets
videnskabelige side. Den hidtidige praksis har været relativt ureflekteret,
men reflektiveres og dermed diskursiveres i argumentationen for at redegøre
for sit fag under de nye vilk˚ar.
Synligheden bliver et vægtigt argument, som ændrer magtrelationen til
ledelsen. Konkurrencediskursen fordrer som følge af ovenst˚aende præmis en
ændret lærerrolle, hvor forhandlingsmængden er udvidet. Qua fagets hidtidige
obligatoriske niveau mindskes mulighederne for at rekruttere elever
til valgfag, som ellers normalt ikke ville vælge det. I praksis betyder det
en skærpelse og vigtigheden af lokalt at kunne forhandle sig til en position
i udbuddet af studieretninger. Relationen til ledelsen f˚ar derfor betydning
for at afsætte sit fag. Det m˚a endvidere p˚aregnes at fagkonstellationerne i
studieretningerne ikke lægges entydig fast det første ˚ar, men at denne del
af implementeringen er en del af reformens dogme, hvor forhandlinger er en
implikation af den ændrede lærerrolle. Udbudet af studieretninger og deres
særlige profil fordrer reklame, hvor fagene diskursivt indskrives som en vare.
En varegørelse m˚a nødvendigvis udstille fagets performative side i forhold
til m˚algruppen. Her reflekteres over fagets legitimitet:
79