Tegn på sprog - Professionshøjskolen UCC

om forskellen mellem de forskellige praksisser, og om hvordan de kan bevæge sig
inden for de forskellige praksisser og bruge de normer, der eksisterer inden for klassens
skriftsprogskultur. Samtidig viser de også, at de forskellige skrivemåder ikke er
dogmatiske. Hvornår man kan bruge den ene frem for den anden, og hvilke normer
der gælder for de enkelte skrivemåder er til forhandling. Det giver eksemplet med
Kainat og Hela os et indblik i.
Samtalen mellem Hela og Kainat viser således, at børn ikke bare er deltagere i den
givne literacypraksis i skolen, de er også aktive medskabere af den (se Dyson, 1997).
Når Hela og Kainat diskuterer skolens praksisser på tværs af sprog og på tværs af
forskellige domæner for disse sprog, udfordrer de skriftsproget og skolens praksisser.
Dermed gives der mulighed for at skabe nye praksisser.
Eksemplerne tyder også på, at eleverne i 0. klasse bruger samtalen som et effektivt
værktøj til at udvikle deres skriftsprog. Samtalerne i 0. klasse udspiller sig på mange
niveauer i den skrevne tekst. Nogle er samtaler om tekstens indhold og struktur, som
i samtalen mellem Kaan og Luccas, mens andre dykker ned i skriftens grammatiske
niveau som i Amro og Bilals samtale. Det er derfor tydeligt, at børnene begynder at
deltage i det, som Liberg kalder metasproglige aktiviteter: ”Tidligere har han talt om
ting i den verden han lever i. Nu begynder han også at tale om det sprog han bruger
når han taler om disse ting i verden” (Liberg, 2009:5).
Opsamling
De tre samtaler, som er gengivet i denne artikel, er alle samtaler, der er opstået mere eller
mindre spontant i forbindelse med skriftsprogsaktiviteter, men noget tyder på, at de
forskellige skrivemåder, som anvendes i 0. klasse, skaber forskellige ’sproglige opmærksomhedsfelter’
(Laursen, 2001:134). Anvendelsen af de præfonetiske skrivemåder retter
således ofte børnenes opmærksomhed mod tekstens indhold. Her er formen og de
skriftsproglige normer trådt i baggrunden, så der gives plads til, at de kan forhandle om
indholdet. De fonetiske skrivemåder som børnestavning retter derimod børnenes opmærksomhed
mere mod sprogets form og åbner op for forhandlinger om især lydene.
Dette peger på, hvor vigtig den pædagogiske ramme er for de skriftsprogssamtaler,
der opstår mellem børnene. Endelig peger samtalen mellem Hela og Kainat på,
hvor vigtigt det er, at sprogundervisningen inddrager andre sproglige ressourcer
end dansk. Ved at inddrage børnenes modersmål eller andre semiotiske ressourcer
sprænges rammerne for klassens praksisser. Det åbner op for forhandlinger om sprog
128
TEGN PÅ SPROG