Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
he sees the truth behind everyday superficialities. 120 Denne opfattelse stemmer fint overens
med Gauguins selvforståelse og oplevelsen af, at idet han vendte sig bort fra naturen og
malede fra sit indre, så blev han fejlfortolket.
I Gauguins refleksioner over sine egne værker kan man finde lignende betragtninger. Flere af
disse tanker kommer til udtryk i selvportrættet ”Les miserables”
og i ”Selvportræt i stentøj”,
hvorfor jeg vil analysere dem nærmere.
Selvportræt ”Les miserables, à l’ami Vincent”, 1888
(Olie på lærred, 45 x 55 cm, van Gogh Museum, Amsterdam). Bilag 3.
Billedet forestiller Paul Gauguin i ¾ profil. Bag ham er en orange flade med blomster og en
grøn firkant med en mand i profil. Disse tre elementer – Gauguin, baggrunden og det grønne
portræt - dominerer maleriet, men har ved første øjekast dog ikke nogen forbindelse med
hinanden. Detaljerigdommen i billedet er med til at understrege dette indtryk, den varierer i de
tre elementer: den primære figur,
Gauguin, er grundigt bearbejdet og har rynker under øjnene
samt en omhyggelig modellering, mens den orange farveflade med blomsterne er mere
stiliseret. Det grønne portræt virker forenklet, og farveholdningen er sparsom: her er kun
anvendt brun, grøn og hvid.
Kompositionsmæssigt danner Gauguins profil og skulder en nedadgående diagonal,
og
de skarpt optegnede konturer i hans ansigt kan læses som linier, der peger i forskellige
retninger, hvilket er med til at give billedet en dynamisk karakter. Portrættet af Gauguin fylder
omtrent halvdelen af maleriet; hans ansigt og overkrop lader til at være presset langt op i
forgrunden, og hans intense blik kan nemt møde beskuerens. Farveholdningen i maleriet er
overvejende varm, og den orange baggrund får endnu mere glød, idet den kontrasteres af det
grønne portræt. Gauguins ansigt er ligeledes holdt
i varme nuancer, der står klart frem idet
skygger ne er blandet med grøn og blå, og det er hermed tydeligt, at Gauguin har lagt mange
overvejelser i at sætte farverne sammen på denne måde. Hans tøj er holdt i grønt og blåt og
virker hermed køligere end resten af billedet.
Rumfornemmelsen er snæver, og Gauguins udadrettede blik er med til at mindske
rummet mellem ham og betragteren. Den orange baggrund med blomsterne kunne godt være
en væg, han sidder foran - en tanke, der forstærkes af, at det grønne portræt overlapper
en af
blomsterne.
Der er ikke nogen lyskilde til stede i maleriet, men på Gauguins ansigt falder der
120 Cheetham, art.cit. p. 18
40