Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
historiens store Indviede. 177 Jirat-Wasiutynski anser det for sandsynligt, at Gauguin i løbet af
1889 havde stiftet bekendtskab med artiklen. Han mener desuden, at æblerne og slangen kan
læses som en reference til syndefaldet, og at de identificerer Gauguin som en falden engel som
Lucifer eller Satan. Han skriver, at meningen med billedsproget om den faldne engel kun
afsløres, hvis man som beskuer indser, at Gauguin her har portrætteret sig selv som Magiker,
den fuldt opnåede Indviede. 178
Jirat-Wasiutynski mener endvidere, at Gauguin også har været bekendt med
Magikerens karakter fra forfatteren Joséphin Péladan, der havde udgivet en serie af esoteriske
romaner under titlen ”La Décadence latine” i 1884 – Gauguin havde i hvert fald læst det andet
bind, ”Curieuse”, idet han i et brev til Madelaine Bernard fra oktober 1888 identificerede sig
selv som Magikeren Nebo. 179 Péladan beskrev desuden flere af historiens store Magikere som
havende kunstneriske talenter, og han placerede Magikeren i en elite, som han karakteriserede
som efterkommere af faldne engle – en tankegang, der passer godt sammen med Gauguins
fremstilling af sig selv i maleriet. En vigtig inspirationskilde for både Schuré og Péladan har
været forfatteren og okkultisten Eliphas Lévis ”Dogme et rituel de la haute magie” fra 1856,
hvori Lévi præsenterede en detaljeret beskrivelse af Magikeren som ”sin egen skaber” gennem
en dyb selverkendelse, og som et menneske, der har befriet sig selv fra livets og dødens
kræfter gennem lidelse og askese. 180 I sit ”Selvportræt med glorie og slange” antyder Gauguin
netop sin afklarede visdom og fulde løsrivelse fra det jordiske i sit bortvendte blik – han
triumferer over fristelserne; følelser, liv og begær, der er symboliseret i æblerne og den røde
baggrund. Jirat-Wasiutynski skriver: Gauguin presented himself a year after the ”Vision” as a
fully realized initiate or magus. That he was now one of the elect is clear from the halo and
flamelike leaf above it, the latter surely a complementary green version of the tongues of fire
sent by the Holy Spirit at Pentecost. 181
Ifølge Lévi havde Magikeren et stærkt intellekt, vilje og i særdeleshed fantasi som en
konsekvens af sin personlige frigørelse. Ved at komme i kontakt med disse kræfter – via magi
eller mesmerisme - kunne Magikeren benytte sig af det ’astrale lys’, der var universets kraft,
til at kontrollere den universelle forførelse af naturens kræfter.
177
Jirat-Wasiutynski, art.cit. 1987, p. 22
178
Ibid.
179
Art.cit. p. 25
180
Ibid.
181
Ibid.
61