Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
at betone, hvordan betydningerne kan læses af et maleris kvaliteter i farver og formgivning. At
kunsten skulle være en abstraktion åbnede tilmed muligheden for, at den kunne kommunikere
om essenserne i platons forstand, og dermed beskæftige sig med aspekter af virkligheden, der
lå tættere på sandheden end de materielle fremtrædelsesformer. Senere i brevet konstaterede
Gauguin desuden selvtilfreds: Naturligvis mener den flok bondeknolde, der er her, at jeg er
ravende gal, hvilket jeg er yderst tilfreds
med, for det beviser jo, at jeg ikke er det. 128 Den
kunstneropfattelse,
der her udtrykkes, ligger fint i tråd med den opfattelse af kunstneren som
et geni, der har set den sande verden
– i modsætning til skyggernes – der blev udtrykt af både
Platon og senere Schopenhauer.
Selvportræt i stentøj, 1889
(Stentøj, glaseret, højde 19,3 cm, Kunstindustrimuseet, København). Bilag 4.
Udgangspunktet for selvportrættet er en præcolumbiansk portrætvase og en tegnet skitse, der
viser Gauguin med lukkede øjne. Bodelsen anser værket for at betegne en helt ny fase i hans
keramik, hvor det dekorative og pyntelige præg har veget pladsen for en dramatisk
skulptur. 129 Hovedet står alene og kraftfuldt med den olivengrønne glasur som en
kontrastfyldt baggrund for den røde farve, der løber fra pande og øjne i fede stimer til halsen.
Portrættet manifesterer flere af de tanker og ideer om kunst, der var ved at tage form for
Gauguin i denne periode – blandt andet er det værd at bemærke, at hans øjne er lukkede for at
illustrere vigtigheden i at se indad, og at han har fremstillet sig selv uden ører. Begge dele kan
ses som et udtryk for, at det ikke er i den sanselige verden, man som kunstner skal finde
sin
inspiration. Cheetham ser værket som et udtryk for neoplatonismen hos Gauguin og skriver:
The most dramatic image of this return to the self, to that place where memory can synthetize
experience and knowlegde to arrive at essential truths, is Gauguin’s ’Selfportrait in
130
Stoneware of 1889’. Igen tydeliggøres det, at det er hukommelsen, anamnesen, der for en
kunstner kan vise vejen til at skildre de essentielle sandheder. Bodelsen ser også værket som
et udtryk for, hvordan den indre verden skal betones frem for den ydre i den kunstneriske
skabelsesproces.
Hun skriver: Men for at tilkendegive sine tanker om at kunstneren skal vende
virkeligheden ryggen og kun udtrykke sine indre visioner, gengiver han sig selv med lukkede
128 Op.cit. p. 44
129 Bodelsen, op.cit. p. 74
130 Cheetham, art.cit. p. 16
43