Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
Det første hovedpunkt inden for symbolismen er ifølge Aurier, at kunstværket skal udtrykke
Idéen. Jeg mener, at det er Idéen i Platons forstand, Aurier her skriver om; det vil sige den
givne realitet, der er tilstede forud for de fysiske fremtrædelsesformer. Rookmaaker mener, at
mens punkt et og to er relativt letforståelige, så er det tredje punkt ikke særlig klart. Begrebet
’syntese’ får en fremtrædende plads, der er ny for Aurier, hvilket i Rookmaakers øjne kan ses
som et udtryk for, at Aurier med ét havde indset, at han ikke havde brugt det begreb, der så
ofte blev brugt af Gauguin og hans kreds, og at Aurier derfor pludselig ”stopper det ind”
her. 164 Om punkt fire bemærker han, at denne tanke heller ikke var udtrykt tidligere i Auriers
redegørelser, men at den dog var givet implicit i det synspunkt, at kun et geni kan ”læse”
ideernes tegn, der er repræsenteret af objekterne. 165 Det fjerde punkt handler også om denne
tilbagevenden til selvet, der blev betonet i den spirende udvikling af abstraktionen. Det kan da
ikke overraske, at symbolisterne hyldede en kunst, der var subjektiv, hvori kunstnerens
personlighed kunne komme til udtryk. Mens impressionismen fordrede analyse, stræber
symbolismen derimod efter en syntese, hvilket resulterede i en urbilledagtig, kompleks,
forfinet og nærmest mystisk stil. Aurier havde tidligere påpeget i sin artikel ”Peintres
Symbolistes”, at også impressionismen og selv den positivistiske æstetik ligeledes var
subjektivistisk, idet denne form for naturalisme repræsenterede en realitet set gennem et
temperament, men de tanker han udfoldede i de fem punkter, betonede en stærkere form for
individualisme. Kunstværket kan i denne sammenhæng anses for at være et tegn, der
symboliserer personligheden bag det, og individualismen betoner netop kunstnerens frihed til
at udtrykke sig på en udpræget personlig måde – det, som netop han finder meningsfuldt i
realiteten; hvad der for ham er sandt. 166 Sandheden er i denne sammenhæng ikke blot en
individuel sandhed, men kan også være et udtryk for, at kunstneren i sit indre har adgang til en
sandhed, der ligger ud over det enkelte menneske, og som kunstneren har privilegeret adgang
til at formidle.
4) Subjective, puisque l’objet n’y sera jamais considéré en tant qu’objet, mais en tant que signe d’idée percue par
le sujet.
5) (C’est en conséquence) décorative – car la peinture décorative proprement dite, telle que l’ont comprise les
Egyptiens, très probable les Grecs et les Primitifs, n’est rien autre chose qu’une manifestation d’art à la fois
subjective, synthétique, symboliste et idéiste.
Min oversættelse. Rookmaaker, op.cit. p. 159
164
Ibid.
165
Ibid.
166
Op.cit. p. 110
55