Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
”Mana’o Tupapa’u” er dog et billede med mere på hjerte end blot en kommentar eller
gentagelse af Manets ”Olympia”. Brettell skriver: Gauguin was almost ”post-modern” in his
preference for reproductions as his sources. He owned photographs and prints of works of art
– both sculpture and painting – and thus, was able to alter the scale, color and placement of
borrowed figures with impunity. 229 Som nævnt havde Gauguin en kopi af Manets billede med
sig på Tahiti, og i distancen mellem originalen og den sort-hvide kopi skabtes han et rum, der
var åbent for fantasi og plagiat; en kidnapning af motiver og eller sætninger, 230 og jeg mener,
det er på denne måde, Gauguin har ladet sig inspirere af ”Olympia”.
Ligesom ”Olympia” viser maleriet ”Mana’o Tupapa’u”, at kvinder har en seksualitet, der er
anderledes sammensat end mandens. Gauguins skildring af Teha’amana som et seksuelt
sammensat væsen, der præsenterer ham for en vision af sandhed og livet efter døden, væves i
maleriet sammen med repræsentationen af den dødes ånd: hver især indikerer de hinandens
tilstedeværelse. Eisenman skriver: The sexual self-sufficiency of Teha’amana is matched by a
spirituel completeness. She is shown within a Polunesian metaphysical and ontological nexus
– signalled by the presence of the dark, older woman at the upper left and strange light-bursts
–from which the painter and the rest of the popa’a audience is excluded. 231
At male en nøgenmodel som f.eks. Manet gjorde det med ”Olympia”, er et meget
europæisk fænomen; det er en genre, der er blevet omfavnet af såvel salonmalere som
avantgarde-kunstnere i det 19. århundrede. Ved at tilføje maleriet dele af, hvad han anså for at
være maori spiritisme, og give det en tahitiansk titel, forsøgte Gauguin at få motivet ud over et
simpelt nøgenstudie. Men i denne sammenblanding producerede Gauguin et værk, der
hverken på hans tid eller i vores, fremstår som værende fransk eller tahitiansk. Det forbliver
betydningsfuldt i sin gådefulde karakter, som en skildring af et ”midt-i-mellem”.
Petersen skriver: Ifølge symbolistisk tankegang kan modsætninger og konflikter samordnes i
kunstværkets formalt begrænsede mikrokosmos, og gennem samordningen dannes en
strukturel helhed, hvor subjektivt og objektivt, rationelt og irrationelt træder i forbindelse med
hinanden og sammenføjes til en ”magisk” syntese. 232 Den samordning, Petersen her beskriver,
gælder i høj grad også for collageteknikken som kunstnerisk strategi.
229 Brettell, art.cit. 2007, p. 60
230 Art.cit. p. 61
231 Eisenman, op.cit. p. 122
232 Petersen, op.cit. s. 9-10
80