Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

More documents

Recommendations

Info

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen Årskortnummer 20032411 og kunst bogstavelig talt kunne være med til at give form til hans fundamentale identitet 205 – den, der blev knuget af det parisiske borgerskab, pengemangel og et uforstående kunstpublikum. Rejsen til Tahiti 1891 –1893 Kunstkritiker Robert Hughes skriver: Den populære historie om, at Gauguin ”opdagede sig selv” som maler på Tahiti er aldeles forkert. Alle komponenterne til hans værk – de flade farvemønstre, de slyngede konturer, ønsket om at fremsætte symbolske erklæringer om menneskets skæbne og følelse, interessen for ”primitiv” kunst og den tanke, at farven kunne fungere som sprog – var samlet i Frankrig før 1891. 206 Set i det lys kan man sige, at tiden i Bretagne havde været en slags generalprøve på det tahitianske, begge steder søgte han noget ”primitivt”, der kunne udvikle ham som menneske og som kunstner. Trods Gauguins faste overbevisning om sin egen genialitet havde han hverken stor kunstnerisk eller økonomisk succes. Theo van Goghs død i 1891 var katastrofal for ham, idet han havde satset stort på ham som økonomisk bagmand, og han anså delvist hans død som en årsag til, at han ikke profiterede mere på sine malerier end han gjorde. 207 Misfornøjelsen med den moderne, europæiske verden lå bag Gauguins rejse til Tahiti, hvor han forestillede sig at finde et ubesmittet paradis. Friborg skriver sådan: Drømmen hos symbolisterne var bare ikke nok, der måtte handling til. Skønhedens riger måtte findes i virkeligheden, og her kom Polynesien ind i billedet. 208 Bernard forærede Gauguin den officielle håndbog om Tahiti, der var udgivet af den franske regering i et forsøg på at lokke franskmænd til at slå sig ned på Tahiti, der var blevet en fransk koloni i 1880. Håndbogen lovpriste Tahiti i vendinger som De lykkelige indbyggere i dette fjerne Sydhavsparadis kender kun livet fra dets lyseste side. For dem er livet lutter sang og kærlighed. 209 Ligeledes blev landets kvinder skamrost for deres skønhed og milde væsen. Den fysiske rejse udad var for Gauguins vedkommende set i lige så høj grad som en rejse indad, til noget mere oprindeligt, jf. forestillingen om ”de primitive”, der levede på et mere oprindeligt stadie end det civiliserede menneske og hermed var i bedre kontakt med 205 Varnedoe, op.cit. p. 187 206 Hughes, Robert: Det chokerende nye, Samlerens forlag, København, (1980), 1981, p. 129 207 Thomson, op.cit. p. 42-43 208 Friborg, op.cit. p. 90 209 Denvir, op.cit. p. 58 71
Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen Årskortnummer 20032411 naturen, sine instinkter og essentielle, menneskelige dyder. Gauguin var altså præget af en erkendelse af, at tingene tilbage i tiden havde en symbolsk kraft, og at denne var sat over styr i den vestlige erkendelse. Hans rejse til Tahiti er gennem historien blevet læst i mange forskellige lys; hvert aspekt af disse tolkninger korresponderer med forskellige dele af hans personlighed. De tahitianske billedtitler Gauguin gjorde sig mange tanker om titlerne på sine malerier fra Tahiti. Etnograf Bengt Danielsson skrev i 1967 en artikel om titlerne, hvori han bemærker, at når der i flere tilfælde har været vanskeligheder med at oversætte titlerne til andre sprog, handler det om to ting: For det første brugte Gauguin ikke det tahitianske sprog korrekt, og for det andet pegede Gauguins tahitianske titler og hans egne franske oversættelser af og til i hver deres retning. 210 Eisenman mener, at Gauguins tahitianske titler blev skrevet, som han sandsynligvis havde talt – med en tung, fransk accent. På samme måde som hans malerier og skrifter fra Tahiti fortolkede polynesisk historie, religion, seksuelle og sociale skikke med en dyb frankofil undertone, så var denne hybriditet et af Gauguins kendetegn. 211 Teilhet-Fisk har også beskæftiget sig med de tahitianske titler og læser dem således: In addition, the use of the Tahitian language in his titles hightens the Symbolist’s use of musicality and mystery. When written, the Tahitian language, like all syllabic languages, has a rhythmic, musical quality, because every consonant is followed by a vowel. 212 - En tolkning, der er mere positiv over for Gauguin, der ofte er blevet kritiseret for sit manglende sprogøre og mange grammatiske fejl i forhold til det tahitianske. Titlerne i Gauguins værker kan som tidligere vist have flere funktioner. I starten af hans Tahiti-ophold var de overvejende beskrivende som for eksempel ”Det store Træ”, men i takt med, han blev mere bekendt med det tahitianske sprog og skikke, blev hans titler en vigtig og integreret del af værket. I flere af sine tahitianske titler sidestillede Gauguin tahitianske ord på en måde som en indfødt aldrig ville gøre det – han brød altså med sprogets grammatiske syntaks. Ifølge Teilhet-Fisk var dette et bevidst valg, der bundede i to ting: dels hans interesse for sprogets musikalske kvaliteter, dels opnåede han herved muligheden for at skabe udtryksfulde visuelle metaforer. 213 Hun uddyber således: 210 Danielsson, Bengt: Gauguin’s Tahitian Titles, in The Burlington Magazine, vol. 109, no. 769, april 1967, pp. 228 – 233, p. 228-229 211 Eisenman, op.cit. p. 20 212 Teilhet-Fisk, op.cit. p 29 213 Op.cit. p. 30 72
Page 1 and 2:
Navn Årskortnummer Afdeling (sæt
Page 3 and 4:
Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 5 and 6:
Page 7 and 8:
Page 9 and 10:
Page 11 and 12:
Page 13 and 14:
Page 15 and 16:
Page 17 and 18:
Page 19 and 20:
Page 21 and 22: Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 71: Speciale af Helle Børsen Rosholm V
show all

Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?