Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
Forestillingen om paradis
I Europa var slutningen af 1800tallet en tid præget af uro, usikkerhed og splittelse.
Borgerskabet, der længe havde haft rollen som den kultur- og smagsbevarende klasse, følte sig
trængt af industrialiseringen og den medfølgende urbanisering, og politisk krævede flere og
flere mennesker indflydelse og demokrati. Indre og ydre fjendebilleder blomstrede, og
miskendte uddrag af darwinistisk udviklingslære og Nietzsches teorier om overmennesket
blandedes med antikapitalistisk propaganda til forestillingen om den hvide races
overlegenhed. 202
Mange diskuterede race i 1800tallet. I 1853 udgav Joseph Arthur de Gobineau det
første bind af ”Essai sur l’inégalité des races humaines”, en bog der fremsatte et udførligt
hierarki mellem mennesker og en teori om degeneration, bogen var populær blandt racister i
over hundrede år. Fire år tidligere – i 1849 – havde Darwin udgivet ”The Descend of Man”,
der beskrev konkurrencen mellem stamme og stamme og mellem race og race. I 1884 fulgte
Friedrich Engels i England efter og udgav sin ”The origin of the Family, Private Proporty and
the State”, der tilvejebragte en historisk materialistisk redegørelse for udviklingen af staten og
patriarkiet. 203
Tendensen til at beundre dyderne hos tidlige eller mindre materielt udviklede samfund
har en lang og bred historie i den vestlige tankegang – forestillingen om ’den ædle vilde’
startede med Montaignes satiriske forsvar for kannibaler i 1592, og Rousseaus føromtalte
”Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene” fra 1754 blev af
flere læst som en hyldest til menneskehedens mere fuldendte liv på et tidligere, simplere
stadie. 204 Ofte var det netop Tahiti, der blev fremstillet i europæisk litteratur som ’det glemte
paradis’, der havde ladet udvikling og civilisation passere uden at blive influeret heraf – det
sted, hvor de ædle vilde levede harmonisk og lykkeligt i pagt med hinanden og med naturen.
Som det sensuelle, eksotiske og vidunderlige sted, Tahiti blev fremstillet som i Vesten, var det
i sig selv nærmest et argument mod den vestlige civilisation, og det borgerskab, Gauguin
ønskede at slippe væk fra. Ifølge Varnedoe var Gauguin et produkt af sin tid, og mente derfor,
at en bevægelse væk fra de vestlige traditioner i levevis og skabelsen af kunsten, ville lede
ham tilbage til et tidligere stadie i hans eget sind, og at den rette ydre simplificering af både liv
202
Brincker, Jens: Det moderne og det ny, Systime, Gylling, 2002, p. 9
203
Eisenman, op.cit. p. 49
204
Varnedoe, op.cit. p. 180
70