Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

More documents

Recommendations

Info

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen Årskortnummer 20032411 lys ind fra højre mod venstre, og hvis fornemmelsen af, at det er et interiør, der er skildret, er sand, kunne lyset stamme fra en lampe eller fra et vindue, der ikke kan ses. Det kunne dog også stamme fra det grønne portræt, der er et selvportræt af Bernard, 121 og på denne måde referere til den kunstneriske udveksling, de to havde med hinanden på dette tidspunkt. Det er tilmed værd at bemærke, at Bernard på det grønne portræt vender ansigtet hen i mod Gauguin og hermed søger at få kontakt med ham. Lyset lægger en varm glød i Gauguins ansigt og virker mere lunt end koldt. Det er desuden med til at fremstille ham mere tredimensionelt og modelleret i forhold til det, der foregår i baggrunden, hvor blomsterne svæver frit mod den orange flade uden hverken slag– eller egenskygger. På den måde betoner Gauguin, hvad der er vigtigst i maleriet, nemlig sit eget portræt. I maleriets nederste højre hjørne har Gauguin skrevet ”Les miserables, à l’ami Vincent, Gauguin 88”, hvilket fortæller, at maleriet oprindeligt var lavet til Vincent van Gogh. I oktober 1888 skrev Gauguin et brev til Schuffenecker, hvori han beskrev arbejdet med sine malerier. Han skrev: Jeg har i år ofret alt, gennemførelsen, farven, for stilen, jeg vil tvinge mig til at gøre noget andet end det, jeg allerede kan. Det er, tror jeg, en forvandling, som endnu ikke har båret, men vil bære frugt. den individuelle stil som modsætning til akademiernes regelsatte. Han er klar over, at hans teoretiske overvejelser endnu ikke har funde om a 122 Gauguin betoner i brevet stilen som et vigtigt element, og den form for stil han insisterede på, var t deres endegyldige form, men han tror på, at den vil komme. I samme brev skrev han rbejdet med sit selvportræt ”Les Miserables”: Jeg har malet et selvportræt til Vincent som havde bedt mig om det. Det er, tror jeg, noget af det bedste, jeg har lavet: fuldstændig uforståeligt (for Pokker), i den grad abstrakt. Først synes man, det er hovedet af en bandit, en Jean Valjean (Les Misérables), det kan også personificere en impressionistmaler, foragtet i verdens øjne, altid slæbende på en lænke. Tegningen er helt speciel, en fuldstændig abstraktion. Øjnene, munden og næsen er som blomsterne i et persis k tæppe og giver udtryk også for den symbolske side. Farven er en farve fjern fra naturen; forestil Dem en svag mindelse om lertøjet, omspændt af den vældige ild, alt det røde, det violette, stribet af flammerne, glødende for øjet som en smelteovn, et sæde for malerens kæmpende tanker. Det hele på en kromgul baggrund, oversået med barnlige buketter. 123 121 White, Gabriel: Gauguin and the Pont-Aven Group, The Tate Gallery, England, 1966, p. 21 122 Paludan, op.cit. p. 39 123 Ibid. 41
Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen Årskortnummer 20032411 I brevet refererer Gauguin altså til sig selv som Jean Valjean fra ’Les Miserables’, hvilket kan synes paradoksalt, idet Gauguin tidligere, som f.eks. med ”Syende kvinde” var meget optaget af ikke at sammenblande det maleriske og det litterære. Henvisningen til ”Les Miserables” er udpræget litterær, men knytter i Cheethams øjne det centrale tema i platonismen – utilfredsheden med den jordiske eksistens – til det at male. Ved at identificere sig selv med banditten fra ’Les Miserables’ erkendte Gauguin samtidig sin rolle som ’banditten’ i impressionismen, og Cheetham bemærker: Significantly, Van Gogh reported ”the eff ect (this) picture makes on me is that above everything it represents a prisoner” ; a prisoner, that is, of the Impressionist creed that demands close attention to nature’s appearences. This is the shackle Gauguin sought to break. på, at 124 Cheetham bemærker endvidere, hvordan Gauguin stolt lægger vægt på, at hans farvevalg er ”langt fra naturens”, og Gauguin kritiserede hermed impressionisterne for at forholde sig for nært til overfladiske fremtrædelsesformer. Han lagde ydermere vægt designet var ’en komplet abstraktion’, og om denne abstraktion skriver Cheetham: Abstraction for Gauguin is a methodogical precedure that allows painting to embody essences; in this case, the essetial Gauguin, the prisoner (as van Gogh recognized) of Impressionism struggling to free himself from its technique. skriver Abstraction is for the Synthetists – like the notions of memory and purity with 125 Abstraktionen fra det naturalistiske var altså et middel, i lighed med dét at arbejde ud fra hukommelsen og ikke model, til at udtrykke de platoniske essenser, der ikke lod sig manifestere traditionelt – i dette tilfælde den essentielle Gauguin, fangen af samtidens teknikker, kæmpende for at befri sig af dem. Cheetham endvidere: which it is inextricably invoked – an ”instrument” in the Platonic sense, a way to essences that cannot be found or communicated by what were then the traditional, naturalistic means 126 . Netop abstraktionen som kunstnerisk udtryk diskuterede Gauguin i sin brevveksling med van Gogh, og i et brev fra d. 24. juli 1888 skrev Gauguin til van Gogh fra Pont-Aven: Jeg har netop læst Deres interessante brev, og jeg er helt enig med Dem i, at det kun er af ringe betydning med præcision i kunsten. Kunst er en abstraktion, desværre bliver man i mindre og mindre grad forstået. 127 Gauguin kan også have understreget vigtigheden af abstraktionen for 124 Cheetham, art.cit. p. 16 125 Art.cit. p. 17 126 Cheetham, op.cit. p. 8 127 Denvir, op.cit. p. 43 42
Page 1 and 2: Navn Årskortnummer Afdeling (sæt
Page 3 and 4: Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 41: Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 93 and 94:
Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 95 and 96:
Page 97 and 98:
Page 99 and 100:
Page 101 and 102:
Page 103 and 104:
Page 105 and 106:
show all

Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?