Plejehjemstilsyn – politik på pressens præmisser - Ældreforum

allerede set i kapitel 2. Derfor kan det være svært for en ansvarlig minister ellerborgmester at sidde kritikken overhørig.Ansvarlige politikere vil føle sig kaldet til at intervenere, når kritikken lyder, menrisikoen er, ”at der mindre styres på en generelt formuleret politik (gennem love,regler, budgetter og delegation) end gennem situationsbestemte politiske indgreb”(Christensen, 2003: 52). Risikoen for ad hoc indblanding er særlig stor, nårdet gælder produktion af velfærdsservice, hvor man vanskeligt kan formulereklare og generelle operationelle regler for opgavevaretagelsen (Christensen,2003: 48-49). Opstillingen af kvalitetsstandarder og etableringen af et særligttilsyn kan ses som et forsøg på at skabe forudsætningen for at styre på baggrundaf ”en generelt formuleret politik”. Men som beskrevet i kapitel 2 kan de nationaleregelændringer også ses som en reaktion på enkeltsager, ’skandaler’ og mediestorme.Det er meget tænkeligt, at politikere i landets kommuner reagerer påsamme måde og skærper tilsynet, når der er lokale mediesager. Det har der væreten række eksempler på. For vælgerne holder lokalpolitikerne ansvarlige for forholdenepå de lokale plejehjem. Velfærdspolitik i almindelighed og ældreområdeti særdeleshed har vælgernes og mediernes bevågenhed.Tese 1: Lokalpolitikere vil ligesom landspolitikere reagere på lokale enkeltsagerog negativ medieomtale ved at skærpe tilsynet og gøre det mere uvildigt ogkontrolorienteret.Selv om politikere gerne vil regulere og styre ældrepolitikken, er det ikke nogenlet sag. Bo Rothstein (1994: 94-111) peger på, at socialsektoren har at gøre med”human-processing” og derfor er et område, hvor indsatsen ikke bare regulerer,men intervenerer i folks liv. Desuden er betingelserne for opgaveløsningen dynamiskesnarere end statiske, jf. figur 3.1. Rambøll-rapporten, der er omtalt ikapitel 2, påpeger, at den typiske bruger er højt oppe i alderen og meget svækketallerede ved indflytningen på plejehjem og derfor ofte kun bor der 1-24 måneder(Rambøll, 2006: 8). Man må således forvente, at de ældres situation og helbredstilstandændrer sig ganske hastigt, og at behovet for hjælp ændres ligeså hyppigt.Et sådant område er svært at regulere ved klare regler, forskrifter og procedurer.Planer for pleje- og omsorgsindsatser har derfor ikke nogen lang holdbarhed. Demå løbende revurderes og tilpasses.49