Plejehjemstilsyn – politik på pressens præmisser - Ældreforum

’en sag’, hvilket kan være svært at forudskikke. Så vil politikerne have klarevurderinger og anbefalinger fra tilsynet. Hvor grænsen går mellem trivielle foreteelserog forhold, der kan udvikler sig til sager, er svært at afgøre på forhånd.Men med tanke på den store medieopmærksomhed, der er på ældreområdet, skalforseelsen nok ikke være ret stor, før tilsynet tager den med i rapporten og, følgelig,kræver handling.Det optimale for de ansvarlige politikere og embedsmænd i forvaltningen er, attilsynet udgør en effektiv ”fire alarm”, men ikke nødvendigvis en nidkær ”policepatrol” (jf. McCubbins and Schwartz, 1984), der rapporter små forseelser ogtrivielle brud på regler og krav. Specielt hvis ledere og medarbejdere på plejehjemmeneer motiverede for at løse eventuelle småproblemer, vil de ansvarligepolitikere og embedsmænd ikke have nogen interesse i at blive orienteret ellerinddraget. Spørgsmålet er, om politikere og ansvarlige embedsmænd tør fæste lidtil, at deres plejehjemsledere og -medarbejdere har evnen og viljen til selv at løseproblemerne?For det eksterne tilsyn handler det omvendt om at være præcis så nidkært, at allealvorlige problemer bliver opdaget og rapporteret i tide, så man selv undgår at ståmed ansvaret for en skandale, der ikke er blevet fanget i opløbet. Den eksterneaktør skal dog ikke være for risikoavers og pege på for mange problemer, for såvil politikerne ikke høste den forventede politiske gevinst ved at have udliciterettilsynet. Balancen kan være svær at ramme.Logikken er ikke nødvendigvis væsensforskellig for den selvstændige, meninterne kommunale tilsynsenhed. Tilsynspersonalet vil også forsøge at tilgodesepolitikernes ønsker, selvom relationen til politikerne er hierarkisk snarere endkontraktlig. Incitamentet til at være omhyggelig for at undgå ansvarspådragelseer muligvis svagere end for det private firma, der har et forretningsmæssigt hensynat varetage, nemlig at være en troværdig aktør på markedet, som man – detvil sige andre aktuelle og potentielle kunder – kan have tillid til. Et sådant hensynvil et internt tilsyn ikke skulle varetage. Dette kunne tale for, at tilsynets grundighed,åbenhed og ærlighed – uanset hvilken reguleringsstil det så i øvrigt måttebenytte sig af – vil være større ved et eksternt (privat) tilsyn. I anden omgang vilman så kunne forvente, at forvaltning, politikere og plejehjemsledere vil væremere opmærksomme på at handle på baggrund af et eksternt tilsyn. For de vilnemlig heller ikke sidde med ansvaret for det. tilsynet måtte betegne som utilfredsstillendeældrepleje eller omsorgssvigt.70