Christophe Vuillaumes efterslægt - Christensen, Erichsen ...

foretrækker at vente, til der kommer forstærkning af flere franske tropper under kommando af grev
Bernadotte, den senere svenske konge.
Sendt af samme Bernadotte indtræffer der nu pludselig en meget barsk, yngre officer ved navn Leblanc, der
såmænd viser sig at være søn af moder-spionen og altså broder til den unge spionnovice. Samme Leblanc fyrer
op under residenten og truer ham til at arrangere en festmiddag, hvortil de spanske officerer og også danske
militærpersoner bliver indbudt. Det aftales, at når Leblanc under middagen udbringer et leve for kejser
Napoleon, er det signalet til, at man skal arrestere de to spanske officerer. Et lumsk og ganske æreløst
bagholdsangreb.
Men man havde glemt at regne med den almægtige gud Amor. Da den unge, stærkt forelskede datter opdager,
at hun skal medvirke til at fælde den flotte spanske officer, der har vundet hendes hjerte, og som har friet
seriøst til hende, sejrer hendes ædlere følelser, og hun røber planen for Don Juan. Og da nu moderen erfarer
om frieriet og ser, at datteren har en chance for at gøre et virkeligt godt parti ved at blive gift med den meget
velhavende og respekterede adelsmand, går hun helhjertet over på de unges parti.
Ved festmiddagen er det ikke spanierne, der bliver arresteret. Det bliver i stedet dem, der arresterer og
uskadeliggør Leblanc og den franske resident. Leblanc slipper let på grund af "familieskabet." Residenten
hænges ud som syndebukken. Man truer med at hænge ham i et skilt uden for "Postgården".
Residenten har den sidste replik: "Således ender denne komedie. Publikum bedes undskylde de fejl forfatteren
måtte have begået."
Ovenstående er et komprimeret og forenklet referat af handlingen i stykket, der karakteriseres ved hurtigt
skiftende situationer og rappe replikker med bid og vid - let og elegant.
Stykket er ikke ligefrem nogen turistreklame for Nyborg, for i prologen fortæller en af personerne, at han
under det tvungne ophold i Danmark nær havde mistet sin næse på grund af forfrysninger. "Til helvede med
dette land med dets tåge og regn!"
På generalens forespørgsel om, hvordan Don Juan befinder sig i Danmark, lyder svaret: "Som i forværelset til
skærsilden". Man taler om "denne fandens ø" og "denne forbandede ø". Don Juan og Leblanc synes, danskerne
ligner en flok gæs, som man har plukket fjerene af. Pigerne er enten rødhårede eller blonde, aldrig ser man
sorte lokker eller små fødder i elegante dansesko som hjemme i Spanien.
P. Mèrimèe har givetvis ikke besøgt Nyborg, som han tror ligger ved en klippekyst. Alligevel har han skrevet
dette lidt frivole og friske skuespil om forviklinger, spionage, krig og kærlighed;
Fra H. C. Andersens roman ”O.T”:
»Vinden er nok god!« sagde Otto, som denne Samtale begyndte at kjede.
»Nei stik imod!« sagde Kammerjunkeren. »Fløien derovre paa det lille Huus lyver. Den vender altid mod
Nyborg, viser altid god Vind for os, som vil afsted; i Nyborg er ogsaa en Fløi, der staaer lige saa fast som
denne, og snakker for dem der ogsaa om god Vind. Jeg regner de to staaende Fløie for et Slags Veivisere, som
kun ville sige: der gaaer Veien! Nei, havde vi havt Vind, var jeg gaaet med Børten, ikke med Pjaskemalene,
som Søfolkene kalde Dampskibet. - Vognen venter vel de unge Herrer i Nyborg?« vedblev han. »Jeg gjør da
Følgeskab, min Brune staaer og venter mig hos Schalburgs. Den skal De see! den har Sener som Staalfjedre og
Been, som en Dandsemester. Det er min egen Brune.«
»Ingen veed vi komme!« svarede Vilhelm. »Vi tage derfor Vogn i Nyborg.«
…
Dampskibets Passagerer bleve kaldte ombord, Selskabet vandrede ned til Skibet og snart skjød det Fart over
_______________________________________________________________________
Side 101