Christophe Vuillaumes efterslægt - Christensen, Erichsen ...

eksempelvis kan sættes sammen til primitive reoler, og opsatte skærme, der godt kunne minde om dele af
nomadetelte, bruges som lærreder for videoprojektion. Flere af de udstillede genstande vibrerer således i et felt
mellem brugsgenstande og kunstneriske objekter, og dette giver udstillingen en markant spænding.
Tendensen videreføres i den stålstruktur, der er placeret i udstillingens største rum, og som bærer klare
referencer til et boretårn, et vagttårn eller en udsigtspost, men som øjensynligt uden større besvær kan skilles
ad og bruges i andre sammenhænge — til udformningen af nye objekter eksempelvis. Og til denne
mellemkategori af objekter, der kan ses, opleves og benyttes i diverse sammenhænge, hører også de små
taburetagtige skulpturer i blåt skum, der er placeret hist og her i udstillingen. Med deres amorfe, organiske
struktur, der med lidt god vilje kan minde om isblokke, er de værker i sig selv, men kan samtidig med fordel
flyttes rundt og benyttes som møblement, hvis man ønsker at betragte et af de udstillede videoværker
siddende. Det bør indskydes, at man skal huske at kaste et blik på disse "taburetter", når man rejser sig fra dem
efter brug, da de er varmesensitive og således skifter farve ved temperaturændringer.
Denne interaktion mellem kunst og beskuer er et andet gennemgående tema i Brackmanns arbejde, hvor
kunsten gerne forvandles til et scenisk eller teatralsk rum, hvor den besøgende spiller med. Det performative
element gør, at man som beskuer har indvirkning på udstillingen og ad den vej bevidstgøres om sin ageren i og
med omgivelserne.
I forbindelse med denne udstilling kan man tale om, at beskuerens ageren i forhold til udstillingsrummets
elementer spejler nomadefolkets (re)ageren i forhold til landet omkring dem: en ageren, der præges af til tider
voldsomme modsætninger, og som udgangspunkt har, at man indretter sig, som man bedst kan.
Nomadefolket har tilpasset sig et stort set uvejsomt område og er yderst opmærksomme på den skrøbelige
arktiske natur omkring dem. Deres religiøse overbevisning er stærkt animistisk, men strøg af russisk ortodoksi
er ikke til at komme udenom, og deres levevis er en blanding af ældgamle skikke og vestlig livsstil. De
overlever med få ressourcer, men den i Vesten indgroede forestilling om "det oprindelige naturfolk"
undermineres, når man iagttager Brackmanns optagelser fra bopladsen. Regnfrakker, gummistøvler og
plastikkrus ses side om side med de skindklæder og redskaber, der er resultatet af bearbejdning af stedets
naturlige forekomster. Den stigende industrialisering i området, hvor især olie- og naturgasudvinding indtager
en central rolle, har givet adgang til vestligt producerede produkter og har således præget nomadefolkets
livsførelse. The North Sea Route (Nordøstpassagen), der har fået verdenstrafikken til at bevæge sig gennem
området, har ligeledes haft sin indvirkning.
De industriinteresser, der - siden Jeltsin besluttede at styrke økonomien i denne del af landet - har forsøgt at
dominere felterne i Sibirien, står i umiddelbar opposition til nomadefolkets overbevisning om, at landet ikke
kan ejes af noget menneske — landet er en ressource, man lever på og af. De divergerende holdninger til
jorden og dens forekomster er således, om ikke andet, med til at få sat fokus på forestillingen om, hvad "land"
er.
Et andet tema på udstillingen er de sibiriske fangelejre, der blev udbygget under Stalin. På en video fortæller
en ældre kvinde om de år, hun var interneret i fangelejren Vorkuta og om de livsvikår, hun her levede under og
accepterede. Det er rystende oplysninger, og erfaringen om, at den sidste Gulag-lejr* først lukkede i 1992 og
at Perm 36's** kaserne idag anvendes som opbevaringsanstalt for psykisk syge, gør ikke historien mindre
vedkommende.
I et mindre lokale på udstillingen har Brackmann opstillet et billardbord, hvorom er ophængt lette,
transparente blå stoffer, der skærmer bordet af mod omgivelserne og giver det et eget intimt rum.
Billard-spillet er et vigtigt element i Tjekhovs "Kirsebærhaven", der handler om en adelsfamilies skæbne i
forbindelse med fæstebondesystemets ophævelse i 1800–tallet og de deraf følgende økonomiske forandringer.
Centralt i fortællingen står godsejerens søn, der har svært ved at acceptere og magte, at familien må flytte fra
slægtens hjem, og at godset overtages af sønnen af en tidligere livegen, der udstykker jorden til boliger for det
_______________________________________________________________________
Side 504