Christophe Vuillaumes efterslægt - Christensen, Erichsen ...

Det var i oktober 1960, hvor supermagterne USA og Sovjet var i gang med et voldsomt eskalerende
atomvåbenkapløb, der truede verdensfreden. Men det var nu ikke det, der fik Tine Bryld til at indvilge i at tage
med til den tre dages lange protestmarch fra Holbæk til København. Det var udsigten til at møde nogle unge
mænd. Hun var da også dårligt nok kommet til Roskilde, før hun mødte Claus Bryld, som blev hendes første
mand.
Kort tid efter blev hun gravid ved et uheld. Hun fik foretaget en abort hos en læge i Bredgade, der tog sig godt
betalt for at udføre det ulovlige indgreb.
"Man kom simpelthen ind og fik stukket hul på livmoderhinden og så ud igen med blodet rendende ned ad
benet. Jeg kan ikke gå igennem Bredgade i dag uden at tænke på det endnu."
Tine Bryld udtaler det "Bregade" på gammeltkøbenhavnsk. Hun opfattede det som yderst dobbeltmoralsk, at
den fine og respekterede læge havde stor indtjening ved at foretage ulovlige aborter for dem, der havde råd.
Ydmygelsen blev afgørende, da hun få år senere skulle i arbejde. Som 22-årig startede hun nemlig på Den
Sociale Højskole, og det første job, hun fik som nyuddannet socialrådgiver i 1965, var i Mødrehjælpen i
København, hvor hun bl.a. kæmpede indædt for retten til fri abort.
Tine Bryld og hendes mand boede i en toværelses lejlighed på det ydre Nørrebro med deres første barn. Men i
1968 blev de skilt, og kort tid efter flyttede Tine Bryld sammen med sin nuværende mand, Arne Gaardmand,
og søgte stillingen som leder af Dagcentret for stofmisbrugere i Blågårdsgade på Nørrebro. Og fik den.
"At jeg overhovedet kunne overkomme alt det, fatter jeg ikke. Og det var da også lidt dumt, for det var en stor
mundfuld på én gang. Men jeg havde jo kræfterne til det og nysgerrigheden over for, hvad fanden det her var
for noget," siger Tine Bryld.
Dagcentret lå i Blågårdsgade på anden sal i et baghus, der i dag er saneret. Tine Bryld kendte udmærket gaden.
Som barn tog hun ofte linie tre med sporvognen til Blågårdsgade og købte kød hos Slagter Becker sammen
med sin mor. Men nu var sporvognene væk, og det blev noget ganske andet, hun kom til at forbinde
Blågårdsgade med. Dagcenteret var tilholdssted for de unge stofmisbrugere, der var begyndt at vise sig i
København. I begyndelsen var det mest hash, de røg, men snart kom der også lsd og morfinbase, der er en
forløber for heroin.
Når Tine Bryld åbnede døren til den kun 100 kvadratmeter store lejlighed, hvor de holdt til, vidste hun aldrig,
hvad der ventede hende. En gang var der en fyr, der var så stiv af syre, at han troede, han kunne gå henover
tagene. Heldigvis nåede de at få ham ned, inden han faldt ned.
Tine Bryld var på det tidspunkt flyttet til Paludan Müllers Vej – en sidevej til Frederiksberg Allé – sammen
med Arne.
"Jeg kom hjem med lus og lopper til det pæne Frederiksberg til min datters store rædsel. Man havde ikke lus
dengang."
Hvordan så omgivelserne på Frederiksberg på, at du kom der fra det sorte Nørrebro med lus og lopper?
"Det ved jeg ikke helt. Der kom selvfølgelig en del junkier hos mig i lejligheden, og jeg gik rundt i den der
lange afghanerpels og var meget synlig, også fordi jeg skrev meget om de der ting. Men jeg tror egentlig bare,
de har syntes, jeg var mærkelig," siger hun med et grin. Siden 1967 havde hun haft en brevkasse i Alt for
Damerne, og fra 1972 lavede hun rådgivningsprogrammer for unge i radioen. Begge dele er hun stadig
beskæftiget med i dag.
Også på Christiania, der blev besat og etableret i 1971, kom der hurtigt problemer med misbrug af hash og
_______________________________________________________________________
Side 444