Christophe Vuillaumes efterslægt - Christensen, Erichsen ...

Han døde i Koed d. 13. maj 1859; men jeg kan ikke ret mindes, om han var 75 eller 76 år; havde jeg været i
Grenå, kunne jeg have set det.
Så vidt han kunne mindes, var han 8 à 9 år, da han med forældrene kom til Trolleborg. Hans forældre levede et
fromt, stille og kristeligt liv, og hans barndom hengled blidt og venligt.
Senere måtte han, ligesom sine andre brødre, gennemgå seminariets tre klasser, hvorpå han lagde sig efter
landvæsenet og blev ansat som forvalter på en går i Holsten, hvor han opholdt sig et par år.
Her var det et held for ham, at han, som forvaltere plejer, er udrustet med en god stok i hånden og en stor hund
foran sig. Han havde været i nærmeste købstad for at inkassere en 5 à 800 Rdlr. og kom noget sent hjem. Da
han kom ind på sit værelse, blev hunden desperat og ville under sengen. Han mærkede nu uråd og skyndte sig
ud og fik fat i mandskab og lygte. De fik da draget frem et menneske, som var daglejer på gården og forsynet
med en stor kniv, og han måtte bekende, at det var hans hensigt at sætte sig i besiddelse af pengene. Han
mistede sit arbejde på gården, men kom ikke videre i ulempe.
Så vidt jeg ved, kom han derfra til Gl. Ryomgård, hvor han blev forvalter for en meget gammel mand, Holler.
I den periode indtraf spaniolerne der på egnen, og den unge franskmand, som han almindeligvis kaldtes, måtte
da i længere tid ledsage dem som tolk. Der indtraf da flere mærkelige træk, hvoraf jeg kan huske et. Villaume
opholdt sig på Heisel en halv mil fra Grenå, da der ankom en kurer fra grev Scheel på Benzon, 5/4 mil på den
anden side af Grenå, da de fjendtlige gjorde tegn til at ombringe ham. Villaume kom netop i det belejlige
øjeblik; thi da han trådte ind i salen, havde netop en officer draget dolken for at støde i greven. Sagen var, at de
ikke kunne forstå hinanden; men alt klaredes straks på begge sider til almindelig tilfredshed.
Som forvalter på Ryomgård var han rigtig på vælten, da han nok var egnens smukkeste og mest belevne
kavaler, første altid an ved baller, og intet arrangement var regnet for noget, når han ikke var stifteren deraf, og
damerne var nær ved at sloges om ham. Så dette var nu hans glansperiode, og fra nu af begyndte det at gå ned
ad bakke. Hans broder, der senere blev sproglærer i København, havde imidlertid købt Marienhoff, en
parcelgård af Ryomgård, og senere købte bedstefar Kragelund med en dejlig skov til; men marken var lyng og
bebygget med et usselt lille hus, han beboede aldrig ejendommen. Han giftede sig nu, og hans kone var en
plejedatter og tante af præstekonen i Mariemalene. Hun kom nu op til svogeren på Marienhoff og agerede
husbestyrerinde. Her blev Caroline født. Senere, da svogeren solgte Marienhoff og stak til København, blev
hun lejet ind til lærer Ravn i Mariemalene, hvor hun vist var et par år. Han solgte nu Kragelund med den
dejlige skov til gårdmændene i Koed for 500 Rdlr. Skoven ville de nu næppe sælge for 20.000 Rdlr. Og huset
blev lejet ud til en mand, som holdt to heste og en ko, pog skønt disse gik uden næsten hele vinteren, måtte han
dog tigge megen fourage. Nu er hele ejendommen opdyrket, et svært 2 etages stuehus og herskabelige
bygninger er opført, et storartet teglværk anlagt, og ejendommen, hvorpå vist holdes 70 køer, kostede for
nogle år siden 60.000 Rdlr.
Nu flyttede de til Thøstrup, 2 mil fra Grenå, og havde en halvgård til 2 heste og en 3 køer. Her var den gamle
noget svagelig, og de gik i det par år, de var der, rent i hundene, solgte og løb fra alt og tog over til professoren,
som på den tid var på Snedinge tæt ved Skælskør.
Efter et længere ophold her blev han ansat som toldbetjent i Svendborg, og skønt familien tiltog, havde de det
rigtig godt og fik så mange foræringer af købmændene, og han sad stadig og spandt på sin skotrok i toldboden.
Her blev han svagelig og led meget af slag (apopleksi), og det endog i den grad, at 5 à 6 karle måtte holde på
ham. På apoteket skyldte de flere 100 Rdlr., og de står formentlig blanke endnu. Slaget forlod ham aldeles, og
han blev atter rask og kunne have haft det rigtig godt i Svendborg; men han havde en fejl, som du vist vil
indrømme, at din fader har arvet efter ham. Han kunne ikke bøje sig for noget menneske, hvilket havde til
følge, at han ikke kunne forliges med sine foresatte, som nu af al kraft pønsede på at få ham afsat. (For øvrigt
har din fader en påfaldende lighed med ham både i ansigt, størrelse, proportion og alle sine bevægelser).
_______________________________________________________________________
Side 86