Christophe Vuillaumes efterslægt - Christensen, Erichsen ...

Jeg gjorde denne store mands bekendtskab på en meget særlig måde. Her er enkelthederne. Jeg befandt mig i
1803 i Bad Lauchstädt i Sachsen, som er meget populær i hele verden. Mange af disse udlændinge blev trukket
til af Storhertugen af Weimars skuespillertrup, der var godt sammensat og stort. Det var dannet og udvalgt af
Goethe og Schiller og blev med rette anses for at være i første klasse blandt de daværende tyske trupper, især
i tragedien. Da jeg spadserede i en af alleerne omkring Bad Lauchstädt på den dag, jeg ankom, blev jeg meget
overrasket over at høre mit navn kaldt af frk. Jag***, som var en berømt skuespillerinde i Weimar, som jeg
havde set ofte ved hoffet hos storhertug Karl August, en af de mest oplyste og liberale herskere på sin tid. En
dag havde jeg befundet mig i denne skuespillerindes salon, da døren pludselig åbnedes, og en slank og
temmelig høj mand, med en fornem mine og en bleg hudfarve, med ørnenæse, præsenterede sig for os. Den
unge skuespillerinde rejste sig og løb med åbne arme hen til den fremmede, som hun omfavnede med alle de
følelser, som en ung pige havde, når hun genså sin far efter et langt fravær. Det var Schiller. Hun introducerede
mig, og vi gjorde hurtigt hinandens bekendskab. Han sagde, at han havde hørt om mig gennem, hvad man
sagde om mig i Weimar, hvor jeg opholdt mig i flere måneder;
Ducoudray fortæller om sin deltagelse med Macdonald i slaget ved Wagram 1809 27 :
"Da Bonaparte var blevet førstekonsul, sendte han general Macdonald som ambassadør til hoffet i Danmark.
Da Moreau blev retsforfulgt og dømt, kunne Macdonald, der vendte hjem fra sin mission, ikke undlade at ytre
sin utilfredshed med hele denne sag mod sin gamle general og ven. Førstekonsulen blev underrettet, og
Macdonald havde ingen kommando i lang tid. Jeg har ofte oplevet ham spadsere på Paris‘ boulevarder, meget
enkelt klædt og i civil, med paraplyen under én arm og en af hans døtre under den anden. Han traf kun på
daværende tidspunkt meget få mennesker og beskæftigede sig kun med undervisning af hans to børn, der
havde haft den ulykke at miste deres mor. Hans mange venner formåede ikke at vinde nåde for ham hos
førstekonsulen, og han forblev længe uden kommando.
Til sidst blev han sendt til Italien for at hjælpe vicekongen med at reorganisere denne hær og med at lede
militære operationer. Krigen med Østrig brød ud noget senere. Med ønsket om at gense vicekongen og
nysgerrig efter at se hans unge kone og hans hof, dengang meget lysere og mere muntert, bad jeg kejseren om
at sende mig til Milano, som attaché ved dette hærkorps‘ generalstab; denne tilladelse fik jeg uden
vanskelighed.
Slaget ved Wagram er velkendt; her følger noget, som ikke er. General Macdonald, som jeg havde kendt godt
tidligere, ønskede at jeg var sammen med ham under slaget. Han udmærker sig ved sin store koldblodighed og
sine kloge dispositioner, og bidrog uden tvivl hjulpet af den tillid, som hans kammerater havde til ham, meget
til succesen på denne blodige og strålende dag. Han havde to heste dræbt under ham, og af mere end tyve
generalstabsofficerer forblev kun syv i stand til at gøre tjeneste; resten blev dræbt eller såret. Hver af os
mistede en eller flere heste, fordi vi blev udsat mere end en times beskydning af den mest formidable størrelse
fra et batteri, der var etableret på et plateau midt på sletten. Hæren i Italien mødte der en beskydning, der var så
dødbringende, at af f. eks. en infanteri regiment på mere end 1.200 mænd, forblev knap hundrede i stand til at
gøre tjeneste; allle andre blev dræbt eller såret. Dette batteri blev endeligt fjernet ved beskydning, hvilket
afgjorde sejren, denne katastrofale sejr, som fordrejede hovedet på Napoleon, så han mente at kunne tillade sig
alt. Han forskød Joséphine, hans enestående veninde, hun som havde bidraget så virksomt til hans storhed, og
ofrede hende for at gå forene sig med en østriger, hvis hus gennem århundreder har været den uforsonlige
fjende af Frankrig! Fra denne dag faldt Napoleon stjerne, fra denne dag kunne adskillige velunderrettede og
fremsynede mennesker forudsige hans fald, eller i det mindste nogle af de ulykker, der blev nationens, og som
kostede hundredtusind mænds liv!
Slaget blev vundet; under slaget blev general Macdonald såret i benet; og da han alligevel forblev til hest,
indtil sagen var besluttet, var hans ben så betændt, at man måtte skære støvlen af ham. Vi flyttede ham til en
hytte i nærheden, og de få generalstabsofficerer, der blev der, var så trætte, at de kun med vanskelighed var i
stand til at behandle de sårede, som var stuvet sammen i denne elendige hytte. Pludselig hørte vi udefra en høj
27 Ibid.
_______________________________________________________________________
Side 38