Christophe Vuillaumes efterslægt - Christensen, Erichsen ...

kolonier, den ene efter den anden, falde". Ved kendelse af 7. februar 1823 blev i forbindelse med Ducoudray
besluttet: afbrænding af pamfletterne med bødlens hænder, med hensyn til den dømte blev ført under galgen,
også straffes med sværdet over hovedet og "evig indespærring for egen regning." Irvine slap betydeligt bedre:
Tredive års indespærring, efterfulgt af evig forvisning (under dødsstraf) fra Curaçao og underordnede øer. De
dømte ansøgte straks om appel og opnåede, at, henrettelsen blev udsat, da dens udførelse ville forårsage en
irreparabel prejudicie. udsat. Den af ministeren for (...) Kolonierne (AR Falck) udgivne rapport viser, at
skatteopkræverens kendelse var baseret på en "ukendt kriminalitet af assimileret sørøveri". Dommen blev
begrundet i "højforræderi mod en fremmed stat, mod folkeretten og menneskeheden". Såvel Falck som Van
Maanen var af den opfattelse, at der ikke var nogen forbrydelse på Nederlandsk territorium og at halvdelen af
de dømte ikke var "retspligtige" over for Curaqao. Van Maanen mente primært, at Retsplejerådet, efter at
dommen havde erklæret, at sagen om appel kunne bringes for Højesteret i Haag. Getergd bemærkede: "Det er
noget uhørt i praksis, at retten afsagde kendelse over gyldigheden af sin egen dom". Det var ikke godtgjort, at
domstolene på forhånd havde tilladelse til at procedere ordinario modo, således at proceduren blev anset for
ekstra-ordinær og derfor ikke kunne appelleres. Denne proces, som ikke kun i tekniske termer var
ekstra-ordinær krævede en ekstraordinær indsats fra kongen. Denne besluttede ved Kongeligt Dekret af 22.
oktober 1823, at dommen fra den 7. februar 1823 af Det civile kriminalråd for Curaqao var annulleret, med
forbud for skatteopkræveren mod yderligere opfølgning af denne dom. Og uanset at Ducoudray og Irvine intet
kriminelt havde foretaget sig, fik guvernøren besked på straks at forvise de to personer fra kolonien "med
forbud mod nogensinde at komme tilbage til Kongeriget Nederlandene eller i nogen af dets lande."
Det var en meget diplomatisk beslutning. For det første var man fri for de farlige eventyrere. Dernæst var
Retsplejerådets fejl ophævet. Endelig havde man ved denne hurtige udvisning ikke åbnet for
udleveringsbegæringerne fra guvernørerne på Puerto Rico og Martinique.
Hvad jurisdiktion angår, skal bemærkes, at kongen med den ene hånd tog tilbage, hvad han havde givet med
den anden. Han havde givet regeringen forordninger, som fastslog, at ingen politisk myndighed bør gribe ind i
retsplejen, og at Retsplejerådet "skulle være frit og uafhængigt af alle indflydelser‖. Af friheden og
uafhængigheden - hvor dårlig udført den end var - i dette tilfælde kun lidet tilbage. For kongen selv må sagen
have været klart. Ikke blot gav art. 60 i loven af 1815 ham overopsyn over kolonierne, men det var også i hans
navn rigtigt. At statsrådet ikke blev hørt i denne sag har tilsyneladende ikke forstyrret nogen.
Endelig havde appellanterne ikke noget at sørge over. Det er indlysende at antage, at Højesteret - hvis kongen
ikke ville have grebet ind - ville have erklæret sig inhabil til at appellere til denne ekstra-ordinære sagen,
således at en udsættelse af gennemførelsen af den elendige dom ville blive ophævet;
Fra ”The Debates and Proceedings in the Congress of the United States” 33 :
Expedition against the island of Porto Rico
Communicated to the House, February 4, 1823.
To the House of Representatives:
In compliance with the resolution of the House of Representatives of the 12th of December last requesting the
President ―to communicate to the House such information as he might possess with regard to any expedition
prepared in the United States, and having sailed from thence within the year 1822 against the territory or
dependency of any Power in amity with the United States; and to inform the House whether any measures had
been taken to bring to condign punishment persons who have been concerned in such expedition contrary to
33 Joseph Gales, redaktør, The debates and proceedings in the Congress of the United States (Washington, DC,
USA: US Congress, 1834). Herefter citeret som The debates and proceedings in the Congress of the United
States.
_______________________________________________________________________
Side 62