Christophe Vuillaumes efterslægt - Christensen, Erichsen ...

for Los Cayos ekspeditionens afrejse var der en soldat på 43 år, dvs. en veteran på toppen af sine evner.
Familie forhistorie forklarer den omhyggelige uddannelse, han havde modtaget: det virkede mærkeligt, at en
lejesoldat som Ducoudray-Holsten kunne give klaverlektioner til general Marion, i Haiti, og derefter være
sproglærer på en skole i Albany i staten New York . Stærke aristokratiske træk gennemsyrer alle hans
arbejder, de er forklaret uden problemer, når vi ved, at han blev båret ved dåben af markgreve af Schwedt
Friedrich Heinrich og hans hustru, Louise af Preussen, Prinsesse af Anhalt-Dessau. Et ekko af denne længsel
mod det prærevolutionære Europa opfattes, når vi fortsår at vores militærperson opgiver sit navn Villaume i
1809 og erstattede det med Ducoudray. Det er ikke hans mors pigenavn, for moderen hed Suzanne Marre, men
det var måske en fjern slægtning, A. J. Du Coudray, som glimrede ved hoffet hos Louis XVI. Men i Amerika
føjede han Holstein til sit nye navn.
Hans familie indvandrede til Danmark på dette tidspunkt, og det dobbelte efternavn gav - omsider! - et indtryk
af adel.
Lafayette-navnet, som bruges som sit eget navnet, er af en senere høst; endnu senere end Los Cayos, siden
aftalen om anerkendelse af Befrieren som øverste chef, dateret Margarita den 6. maj 1816, stadig er
undertegnet ‖Luis Ducoudray". For en person med bopæl i USA var "Lafayette" mere værd end en simpel
"Louis".
Villaume Ducoudray var er en del af den Tyske Legion i den franske hær, hvor han deltog som soldat i 1793.
Som bataljonskaptajn i Sarthe, under krigen i Vendée, modtog han sin afsked i Republikkens år III (1794).
Den første krig på kniven, i hvilken Villaume deltog, den første og pludselige afgang fra hæren.
Det er under navnet Ducoudray at Villaume igen gør fransk tjeneste femten år efter i 1809. Han tog til hæren i
Brabant, for at tæske Catalonien. I juni 1810 møder vi ham som bataljonschef. Samme år, hvis man citerer
hans "memoirer", er han næstkommanderende på citadellet i Barcelona. Efter for seks måneder suspenderes
kaptajn Villaume-Ducoudray pludseligt fra sine funktioner, fem måneder senere (november 1811), uden at
afvente Krigsretten, deserterede han ved at flygte fra Hospitalet i Barcelona, hvor han havde været interneret.
Er dette den mand, som fire år senere dukker op i vores Amerika og i alle nuancer kræver anerkendelse af sin
generalsgrad; den, som Cartagena anvendte til at modsætte sig Bolívar; den, der latterliggjorde Befrieren
Bolívar systematisk ved at benægte hans stridbarhed i militære anliggender. Er Villaume-Ducoudray den, der
var ansvarlig for forsvaret af forterne ved Boca i Cartagena, og den som - tør jeg foreslå det, at som det passer
sig for en lejesoldat, der spiste med begge kæber - var årsagen til den frygtelige glemsomhed om
havnesignalerne, som tillod Morillo at beslaglægge de fartøjer, der førte til en fæstning og hjælpe spansk. Er
det var denne imtrigante militærperson, der skabte splid mellem alle: som ikke kun handlede imod Bolívar,
men mod den samme Castillo, derefter intrigerede mod ham, og som er omfattet stillinger og fornærmelser
netop anlagt generaler, som Villaume-Ducoudray betragtede som sin egen. Som gjorde det samme mod
Bermúdez, der forrådte ikke god til at erstatte Castillo: den dristige og hensynsløse Bermudez, som han også
erklærede ude af stand til militæret, og hvem han anklagede for at forsømme forsvaret af Cartagena, som
ydedes af frivillige og kvinder.
Det er ikke mærkeligt, at i Los Cayos, og derefter på kontinentets kyst, var Villaume-Ducoudray den værste af
intrigemagerne. Han var, ja, den mest behændige af plattenslagere, som i alle former for sammensværgelser og
i afskyelige sammenfiltrede masser af dueller, havde en meget rig erfaring. Hele den begrædelige række af
dueller, af konflikter og afsky, som splittede patrioterne i Los Cayos, blev i vid udstrækning motiveret af og
fremelsket af Villaume-Ducoudray.
Befrieren havde helt ret, når han talte om Ducoudray som en lykkeridder; han havde presenteret falske papirer,
og han fortjente ikke den mindste tillid. Befrieren havde brugt ham i de magre dage på Haiti, men han afviste
ham straks efter. Eftertiden bør gøre det samme; Villaume-Ducoudrays fejhed og nedrighed er rigeligt
_______________________________________________________________________
Side 57