Christophe Vuillaumes efterslægt - Christensen, Erichsen ...

siger hun.
Allerede fra 13-14-års alderen havde Tine Bryld appetit på nattelivet i København. Hos en lidt ældre veninde
dullede hun sig op i en lyseblå, udringet angoratrøje, stram nederdel og høje stilethæle, og så tog de på
danserestauranten Giraffen, der lå på Vesterbrogade, hvor Metropol-biografen ligger i dag.
"Jeg var jo knap nok konfirmeret. Man skulle være 18 år for at komme ind, men ligesom i dag lukkede de alle
ind, bare der var penge i os, og det er der jo i to yndige piger. Vi fik serveret drinks af udlændige, og det var
virkelig at lege med ilden,"
Én gang var det da også ved at gå rigtig galt for den fremmelige unge dame. En portugisisk sømand fik lokket
hende med op på sit hotelværelse på Grand Hotel ved Hovedbanegården under påskud af, at hun skulle have
hans adresse og et billede af ham, så de kunne skrive sammen. Men da de kom op på værelset, låste han døren
bag hende og skubbede hende ned på velourtæppet på sengen.
"Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg fik taget mine stiletter af og slog ud efter ham. Jeg råbte og skreg alt
muligt af ham på dansk. Han havde ikke regnet med, at jeg blev så gal."
Det lykkedes hende at komme ud af hotelværelset, men hun mistede den ene stilet på trappen.
"Jeg kan stadig huske blikket fra natportieren, da han så mig vralte hjem uden sko. Han tænkte tydeligvis, at
det var en prostitueret, vi havde med at gøre her."
Da Tine Bryld kom på Ingrid Jespersens Gymnasium, fortsatte hun det vilde liv ved siden af skolen. Hun
prøvede i den grad grænser af og gjorde ting, som pæne piger absolut ikke gjorde: Hun gik stadig i byen uden
sine forældres viden, hun var en overgang kærester med en pige - ikke fordi hun troede, hun var lesbisk, men
for at prøve sin seksualitet af, og endelig havde hun en affære med en af sine lærere.
Hvordan hun blev den vilde pige, hun var, ved Tine Bryld ikke helt, men hun forklarer det med en genetisk
bestemt drift på livet.
"Det har været vigtigt for mig, at der ikke var noget, jeg ikke vidste noget om," griner hun med den lidt tørre,
rolige latter og indrømmer, at der selvfølgelig er masser af ting, hun stadig ikke ved noget om: "Men inden for
det felt, der hedder menneskelig omgang og udfoldelse, har det været vigtigt for mig at sige: Hvor går
grænserne for det, jeg kan og gerne vil."
Bylivet blev hovedsagligt udfoldet på Admiralkroen i indre by, som var en skummel beværtning, hvor
alverdens mystiske personer mødtes, som Tine Bryld husker det. Hun gik også på jazzklubben Montmartre,
men byturene endte ofte på Admiralkroen og derefter Laurits Betjent, der stadig eksisterer.
"Jeg har elsket det med at være ude om natten og give den hele armen. Det var ikke noget, som mine
kammerater i gymnasiet lavede ret meget af," siger Tine Bryld.
Efter gymnasiet var hun først ude at rejse i et års tid i Frankrig og England, og da hun kom hjem, begyndte hun
på fransk på Københavns Universitet. Men det var slet ikke hende, så det droppede hun hurtigt til morens
fortrydelse, der syntes, at datteren spildte sine talenter.
"Hun havde aldrig fået muligheden for at få en uddannelse, mens jeg kunne blive, hvad jeg ville. Men jeg gad
ikke nogen ting, jeg rendte bare med nogen, jeg slet ikke skulle have noget med at gøre. Jeg skulle hellere se at
beskæftige med noget alvorligt, sagde hun,”" fortæller Tine Bryld. I et forsøg på aktivere Tine Bryld, smed
moren en dag en brochure for en atommarch på bordet foran hende.
_______________________________________________________________________
Side 443