Christophe Vuillaumes efterslægt - Christensen, Erichsen ...

Bent Rasmussen: 53 danske børnebogsforfattere, 1986.
Kari Sønsthagen: Danske børnebogsforfattere siden 1970, 1983.
Optaget i Kvinder På Linien.
Anne Scott Sørensen;
I midten af 70´rne ringede forlagsredaktør Karen Margrethe Henriksen fra Gyldendal mig op og spurgte, om
jeg havde lyst til at skrive en bog om Tværs, mit radioprogram for unge, der havde sendt i tre år på det
tidspunkt. Det skulle være en opslagsbog om de problemer jeg behandlede i Tværs.
Jeg synes, det var en god ide. Havde for resten i mange år tænkt på at skrive, men fik for meget at gøre med
familie, børn, skilsmisse, nye børn, nyt arbejde og hvad der fylder hverdagen i en kvindes liv. Denne opgave
var rimelig tilgængelig. Jeg havde en masse stof og kunne arbejde på bogen indimellem alt det andet. Så i løbet
af et halvt år lå mit første manuskript på Karen Margrethes bord, eller Karethe som vi kaldte hende. Hun var en
fremragende redaktør. Læste manuskriptet hurtigt og meldte tilbage, at hun snarest ville udgive bogen. Enhver
forfatter venter på redaktørens svar. Helst dagen efter man har afleveret. Men det er de færreste, der er så
heldige. Ofte går der lang tid inden en forfatter hører fra forlagets redaktører. Der burde være en deadline for
den slags. Det blev indledningen til mit forfatterskab af både skønlitterære og dokumentariske historier og
også et par småbørnsbøger.
Jeg har altid elsket at skrive. I skolen legede jeg med noveller og digte, men havde slet ikke selvtillid nok til at
realisere mine drømme, både om at skrive og synge. Tiden var en anden, jeg begyndte at læse og blev
socialrådgiver i 1965, da jeg var 25 år. Det var et udmærket grundlag for at komme videre med at skrive. Jeg
deltog ofte i socialpolitiske debatter i aviser og tidsskrifter, det betød at andre opfordrede mig til at lave radio
og skrive mere og så en dag sad jeg i radioprogrammet "Tværs", der den 20.oktober 2002 - i år - har 30 års
jubilæum og jeg har skrevet i snart lige så mange år.
Efter et par andre dokumentariske bøger, talte jeg med Karethe om at skrive en ungdomsroman. Hun fandt
udbuddet for ringe og jeg huskede, at da jeg var ung fandtes stort set kun Puk-bøgerne og romanbladet, hvis
man ikke som jeg læste Tarzan og Jane sammen med min fætter. Der var både lidt lir og spænding. Men der
var intet af det, jeg længtes efter: Andres oplevelser med at være på vej ind i den forunderlige voksne verden,
andres tanker om at være anderledes. Jeg og mine var dengang i 50´rne nødt til at søge kiosklitteraturen. Da
jeg var omkring 18 år, begyndte jeg at læse Jean Genet og ham forstod jeg, til trods for de dystre emner om
vold og had.
Liv og Alexander bøgerne blev skrevet fra 1982 til 1985 og er siden blevet udgivet i mange forskellige
udgaver. De læses stadig af unge fortrinsvis piger og jeg fik forleden et meget sødt brev fra en yngre kvinde,
der havde opkaldt sin nu 6-årige datter efter Liv, fordi hun ønskede at hendes datter skulle være som Liv og
hun måtte fortælle mig, at det tegnede godt. Hun glædede sig allerede til at forære sin Liv-datter bogen i
konfirmationsgave. Sådan noget er jo skønt at vide, men jeg tror ikke jeg kunne skrive netop den bog i dag.
Jeg skrev de tre bind, der nu er samlet i ét, i løbet af tre år, da mine egne børn var i nogenlunde samme alder
som Liv og Alexander. Jeg troede, at jeg som en frisindet mor ikke ville komme til at opleve de sammenstød
min mor havde med mig. Men jeg skulle blive klogere og det satte mig i gang med at tænke på min egen
ungdom, der har været præget af dels min ret anderledes person og oplevelse af at være den eneste, der havde
problemer. Og så mit opgør med enhver form for autoritet. Det så jeg igen, da først min søn og siden min datter
begyndte at vokse ud af mit skød, sådan rent bogstaveligt. Jeg elskede stadig at have dem på skødet, da de var
over 10 år, elskede at nusse med dem og mærke forandringerne. Men de ville deres eget liv, de gad ikke
omklamring eller ængstelse eller formaninger og jeg stod ofte uforstående over hvad jeg havde gjort forkert.
Det var en af hovedårsagerne til at jeg begyndte at skrive Pige-Liv. Så blev jeg forelsket i både hende og
Alexander og fortsatte med to nye bind. De kom til at leve deres eget liv - som enhver romanfigur, men der er
_______________________________________________________________________
Side 439