Christophe Vuillaumes efterslægt - Christensen, Erichsen ...

soldat, og at han var venner, både med officerer og de menige. Han indtog en slags faderrolle for sine soldater.
I "Frikorps Danmark", under v. Schalburgs ledelse, ophørte de synlige stridighederne der havde
hersket mellem den nazistiske og den deciderede antikommunistiske fløj i korpset. En stridighed der som før
nævnt var grunden til at v. Schalburg tiltrådte som chef i stedet for C.P. Kryssing.
Den 26. april 1942 afholdte D.N.S.A.P. et møde i København (Forum), hvor v. Schalburg, ledsaget af 28
SS-frivillige fra Frikorps Danmark og Regiment Nordland under orlov, holdt tale til forsamlingen. De
frivillige måtte ikke bære uniform under orlov, og tilladelsen til Schalburgs gruppe, var givet på dispensation
ved general Lüdke. Imidlertid resulterede mødet, i så store uroligheder, at v. Schalburg blev kaldt til en
reprimande hos SS, der efterfølgende forbød enhver frikorpssoldat at deltage i politisk møder. General Lüdke
skrev i en rapport til Berlin, at Schalburg havde fået en formaning ifht. uroligheder, men da Keitel i relation til
rapporten brokkede sig til Himmler, fandt sidstnævnte ingen grund til bekymring, og pålagde DNSAP
hovedansvaret. Imidlertid var politiet blevet angrebet af frikorpsfolk, da de forsøgte at dæmpe gemytterne,
mellem de stridende parter. General Lüdke beordrede derfor Schalburg til den danske justitsminister Thune
Jakobsen, for at give ham en undskyldning., hvilket han gjorde. Efter mødet og efterdønningerne drog
Schalburg med sine soldater tilbage til Treskau.
Den hårde træning v. Schalburg iværksatte blev efter to måneder indstillet, da Frikorpset, under protester
fra frikorpsets ledelse, af SS var meldt klar til kamp og efter ordre fra den 4, maj 1942, skulle afgå til
Østfronten. Frikorpset skulle indsættes ved Demjansk-kedlen, hvor flere tyske enheder i en frontlomme, var
truet med omringning. Underlagt den 3. SS-Division "Totenkopf", skulle korpset bremse russiske forsøg på at
lukke denne "kedel" og fuldende omringningen.
Ilddåben, den første kampindsats, var et stort ønske for de frivillige, der ønskede at vise deres evner som
soldater. Først senere blev det klart at fronten havde alvorlige konsekvenser i død og ødelæggelse.
(NB: Her tilgår en redegørelse for Frikorps Danmarks kampe, idet omfang det har relevans for biografien,
Forf.)
Det kan her nævnes at, hver anden af de danske frivillige der meldte sig til tysk tjeneste under 2. verdenskrig,
blev dræbt, hvilket samlet er anslået til at være knap 4000 mand.
Billede af Frikorpskommandøren i sløringsjakke, (Se ARKIVET), er det sidste kendte af v. Schalburg og
skæbnen indhentede ham ved en mindre flod 200 km syd for St. Petersborg. Under kampe om et brohoved
ved Robiafloden, mistede Frikorps Danmark 21 mand, heriblandt v. Schalburg, og frikorpset havde endvidere
58 sårede. I Frikorps Danmarks dagbog noterer K. B. Martinsen (Stedfortrædende, senere permanent
efterfølger som chef for Frikorps Danmark), efter v. Schalburgs død, hvorledes tingene var foregået de 2. juni
1942:
"For at lægge HKL (Hovedkamplinjen: forf.) delvis fem til bredden af Robia blev om natten ved 2-tiden 2
stødtroppe fra 1. og 2. kp.(kompagni: forf.) sat an. Disse foretagender blev støttet af eget artilleri, I.G.
(Infanterie Geschütz /Infanterikanon), og svære granatkastere + svære maskingeværer. Det lykkedes
forholdsvis let at støde frem til flodbredden og at sprænge russernes stillinger der, idet russerne blev
fuldstændig overraskede. De befæstigede russiske stillinger blev besat med 150-180 mand. Der indkom 10
fanger, medens resten flygtede. Desuden blev 7 bunkere sprængt. Indtil da var vort forehavende gennemført
næsten uden tab, da 3-4 SS-frivillige kort før Robia var nået, havde fjernet russiske miner fra HKL.
Kommandøren, SS Obersturmbannführer v. Schalburg, lå i stødtroppens udgangsstilling, og her fik han
øjensynligt det indtryk, at stødtroppens fremstød var i fare. Han løb derfor hurtigt fremad og satte sig i
spidsen for sine folk, der fulgte hans eksempel, blev revet med af hans tapperhed og trængte ind i den
fjendtlige stilling. Kort forinden løb kommandøren selv på en russisk mine, der sårede ham i venstre side. I det
samme øjeblik eksploderede en granat tæt ved ham, og dette afstedkom hans hurtige død.
_______________________________________________________________________
Side 364