Embeds manden

Kapitel 8. Embedsmandsadfærd: Værdier, normer og praksis
er uenig i. Jeg vil i langt de fleste tilfælde anse mit job som veludført, hvis jeg har sørget
for, at de rette argumenter og kendsgerninger er videreformidlet på faglig forsvarlig vis
til mine overordnede.«
»Jeg oplever i min hverdag (har også tidligere arbejdet meget tæt på det politiske), at
der er stor interesse både fra nærmeste leder og ministeren for at høre, hvad embedsmænd
måtte have af indvendinger. Og jeg har aldrig oplevet at blive negligeret eller at
skulle gå på kompromis med, hvad jeg mente var rigtigt. Der kan selvfølgelig være en
politisk virkelighed, der gør, at noget ikke er muligt, men det har i mit tilfælde aldrig været
på en måde, så fakta eller korrekt juridisk behandling blev sat over styr.«
»Det er vigtigt at kunne sige fra som embedsmand, på en konstruktiv og velbegrundet
måde. MEN det er også meget vigtigt, at ledelsen på alle niveauer i en styrelse påtager
sig et ansvar og også tør sige fra. Ledelsen må ikke lægge ansvaret for at sige fra ud til
medarbejderne. Det kræver stor tillid til ledelsen at turde sige fra som embedsmand.«
»Det er fint at undersøge, hvorledes almindelige medarbejdere forholder sig til de konkrete
dilemmaer, men det er – i mit perspektiv – mest vigtigt, hvordan chefkredsen forholder
sig til det, idet det er dem, der træffer beslutningerne. I løbet af fem år i relativt
centrale positioner har jeg således udelukkende haft chefer, der har arbejdet for 1) at
sikre, at ministeren kan træffe beslutning på et så oplyst grundlag som muligt, herunder
både ift. fordele, ulemper og handlemuligheder og 2) at gældende ret og forpligtelser
ift. Folketinget mv. skal overholdes. Vi har et strengt hierarkisk system fsva. beslutninger,
men det er min oplevelse, at det også er et lydhørt system.«
»Jeg oplever generelt en meget, meget høj moral ift. betjeningen af Folketinget. Det ville
være helt utænkeligt for os bevidst at give Folketinget forkerte tal, lave bekendtgørelser
uden direkte hjemmel, eller at give ombudsmanden eller Rigsrevisionen »tilpassede« forklaringer
eller lignende. Men der, hvor der et rum for fortolkning eller et rum af handlemuligheder,
gør vi naturligvis en indsats for at imødekomme ministerens ønsker. Ift. medierne/
pressen vil der derimod ofte være tale om at sælge en god historie på en måde, der udfordrer
fagligheden fx i form af udeladelser af facts, der kunne tale for en anden løsning.«
»Det bemærkes, som en generel kommentar, at overvejelser om vores ansvar som embedsmænd
uanset hvad, ikke bør ændre ved den særlige ansvarsrelation, der er mellem
Folketinget og ministeren.«
Kritiske kommentarer
»Generelt oplever jeg et voldsom pres fra topstyringen, og oplever ikke reel ytringsfrihed,
da der er et betydeligt tryk, der fører til selvcensur. Derudover er det min vurdering,
at topstyringen og centraliseringen, som den aktuelt praktiseres i mit ministerium,
fører til, at vi i mit kontor reelt underforsyner den regionale offentlighed med ellers efterspurgt
info om, hvordan det går på det område, vi arbejder med etc.«
»Generelt opleves det som vanskeligere at sige klart fra til at medvirke i dag end tidligere.
Åremålsansættelser kan forværre denne situation. De skal starte fra toppen i ministeriet
med at sige fra over for en minister. Kompleksiteten i sagsbehandlingen er vokset,
hvilket kræver mere kommunikation end det ofte er muligt. Det kalder på insisterende
188
Denne er omfattet af lov om ophavsret.
Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.
Bogen er udgivet af Djøf Forlag (www.djoef-forlag.dk)