Algebra på lertavler - akira.ruc.dk

Lidt almen historie
Mesopotamien (»Landet mellem floderne«) betegner siden oldtiden området
mellem og omkring de to store floder Eufrat og Tigris, i grove træk altså det
nuværende Iraq. Omkring 3500 f.v.t. trak havet sig så meget tilbage fra den
sydlige del af området at det blev velegnet til kunstvanding, og i løbet af kort
tid udvikledes her historiens første egentlige »civilisation«, et samfund baseret
på byer og organiseret som stat. Kernen i statsdannelsen var de store templer,
og til brug for regnskabsføring opfandt præsterne her den ældste skrift (se
boxen »Kileskrift«).
Den første skrift var en ren billedskrift. Vi ved derfor ikke hvilket sprog
den svarer til, og har også vanskeligt ved at tyde mange af de overlevende
skriftlige dokumenter i detaljer. Men i det 3. årtusinde f.v.t. (altså perioden
3000 f.v.t. til 2000 f.v.t.) ændrede skriften karakter, og blev delvis en stavelsesskrift
som man efterhånden forstår så nogenlunde. Vi ved derfor at sproget
omkring 2700 f.v.t. var sumerisk, og at det sydlige Mesopotamien indtil omkring
2350 f.v.t. var delt op i et antal bystater der ofte stod i krig med hinanden,
bl.a. om vandressourcerne. Af samme grund ændredes statsstrukturen sig,
så en konge – den ledende feltherrre – fortrængte templerne som magtcentrum.
Fra omkring 2600 f.v.t. fandt der endvidere en erhvervsspecialisering sted,
som hang sammen med en kraftigt forøget brug af skriften: det var ikke længere
templernes og kongemagtens topembedsmænd der beregnede og førte
regnskaber. Disse opgaver varetoges i stedet af specialister, skrivere, uddannet
i særlige skoler.
Omkring 2340 f.v.t. gjorde en akkadisk-talende erobrer sig til herre over
hele Mesopotamien. (Akkadisk er et semitisk sprog, i slægt med arabisk og
hebraisk). Den centraliserede akkadiske stat brød sammen omkring 2200
f.v.t, og området opløstes igen i bystater. Omkring 2100 f.v.t. etablerede byen
Ur sig som centrum i en centraliseret stat, hvis officielle sprog igen var sumerisk;
det er dog langt fra sikkert at sumerisk stadig var udbredt som dagligsprog.
Dette »nysumeriske« rige var højt bureaukratiseret – måske mere end noget
andet samfund i verdenshistorien – og det ser ud til at positionstalsystemet
netop er blevet skabt som svar på bureaukratiets behov for bekvemme
regnemetoder.
I længden var bureaukratiets omkostninger for høje, og også det nysumeriske
rige brød sammen i småstatsanarki omkring 2000 f.v.t. Da centralt statsstyre
efter et par hundrede år genetablereres med byen Babylon som centrum,
var sumerisk definitivt et dødt sprog, og akkadisk var blevet hovedsprog –
i det sydlige og mellemste Mesopotamien i den babyloniske dialekt, i det
nordlige i den assyriske dialekt. Sumerisk overlevede dog som prestigesprog
blandt skriverne, omtrent som latin i Europa.
Perioden fra 2000 f.v.t. til den babyloniske centralstats sammenbrud
omkring 1600 f.v.t. kaldes den »oldbabyloniske«. Fra dennes anden halvdel
stammer alle de opgaver vi her betragter.