Samlet udgave m forord

går gennem kritisk analyse af, hvad man plejer at gøre, og af de delvist ubevidste
antagelser der ligger til grund herfor. Analyse kan hjælpes på vej af, at andre
hjælper en til at se sig selv udefra. Ud af analysen af, hvad man plejer at gøre,
udspringer ofte ideer til alternativer, og dem må man så eksperimentere med at
udvikle i praktisk handling.
Projektets baggrund
Et statisk syn på supervision
"Supervision er noget alle taler om, men ingen gør noget ved det" er et udsagn
jeg ofte er stødt på. Dette gælder selvfølgelig ikke i alle tilfælde, men i
forbindelse med mit arbejde besøger jeg mange arbejdspladser indenfor det
sociale område og et meget anvendt argument på spørgsmålet om medarbejderne
får supervision er: "Vi har forsøgt at få supervision, men ledelsen siger, at der er
ikke penge til det". Når begrundelsen er økonomisk, må jeg forstå det således, at
medarbejderne mener, at supervision skal foregå ved en ekstern supervisor.
Ordet ekstern supervisor, forbindes også med, at denne er en dyr ”ekspert".
Det er færdigheder som - at lytte, at forstå den indholdsbetydning den anden
ligger i et givet udsagn, at spørge til, hvordan den anden har det med det emne
supervisionen drejer sig om ("sagen") - der er vigtige, når man er supervisor. Alle
indenfor bl.a. det sociale, pædagogiske arbejdsfelt skal kunne beherske
ovenstående i et vist omfang, for at kunne bestride deres arbejdsfelt (dermed
mener jeg ikke, at alle disse grupper i kraft af deres grunduddannelse er "ekspert"
supervisorer), dette skal nævnes, da mange har en, for mig at se, opfattelse
af, at supervision er et felt, der er helt ukendt for dem.
I undervisningsfunktioner har jeg ofte fået stillet spørgsmålet: "Hvornår er man
dygtig nok, så man tør supervisere andre"? Mit svar er: "Du kan aldrig blive dygtig
nok og du vil altid være dygtig nok, for supervision er et håndværk, som man
kun kan øve sig på ved at gøre det, så jo før du går i gang jo bedre".
Min første faglige anke mod "ekspert" supervision er, at der er skabt en kultur,
hvor det at være supervisor ofte er blevet til noget forfærdelig fint. Noget man
skal have efteruddannelse i, gerne over flere års varighed. Måske er det derfor
mange gerne vil anses for at være "supervisor-ekspert". Men problemet er, som
jeg ser det, at resultatet har været, at "ikke" eksperten er blevet passiviseret.
Da "supervisoreksperter" er dyre i drift, er resultatet blevet, at der superviseres
alt for lidt.
Min anden anke er, at der er skabt en kultur, hvor de forskellige metoder/skoler
danner udgangspunkt for, at man hver især mener, at man kender den eneste
rigtige metode. Under metodediskussioner har jeg derimod ikke bemærket, at
der har været reflekteret over, om nu også een og samme metode kunne anven-
27