Samlet udgave m forord

På nogle arbejdspladser, hvor lederen er med i en supervisionsgruppe og fungerer
som supervisor, har jeg eksempler på, at der kan opstå problemer (ifølge nogle
ledere er der også eksempler på det modsatte), når en leder superviserer en
medarbejder uden en i forvejen klar aftale om definition eller efter en definition,
som anvendes til kollegial supervision. Ligeså kan der opstå problemer i den
kollegiale supervision, hvis en kollega som supervisor skal udøve et ledelsesmæssigt
"overopsyn". Disse problemer anser jeg, kan opstå hvis man i forvejen
ikke har gjort sig bekendt med, hvad en/eller mangel på fælles godkendt supervisionsdefinition
kan medføre, eller at man ikke har accepteret den definition
supervisionen udøves efter.
Der kan således være mange hindringer til stede, som kan medføre, at supervision
enten aldrig bliver indført som redskab internt blandt en organisations
medarbejdere eller ret hurtigt "løber ud i sandet" ved at medarbejderne har
"for travlt".
Litteratur om supervision har fortrinsvis drejet sig om forskellige metoders
relevans, men uanset metode, har man ikke fjernet sig fra, at baggrunden for
supervisionsprocessen er undersøgelse og hjælp til et fagligt/personligt problem
man har. Generelt har udgangspunktet for al supervision uanset skole, altid været
at supervisanten selv vurderer, at han/hun har et problem/emne, man gerne
vil have hjælp til. Supervisionen har derfor oftest været hjælp til enkeltpersoners
personlige og faglige udvikling på baggrund af oplevede fortidige
problemer, hvorved supervision også (for)bliver et individuelt/individualistisk
anliggende. Alfred Kadushin, Supervision in Social Work 1992, skriver
("Historical Development" side 2):
"With publication of The Family by the Family Welfare Association of
America, beginning in 1920, there are increasingly frequent references to
supervision as we know it to-day, that is, supervision of the individual social
worker".
Supervision har som problem, at den kan medvirke til at personificere problemstillingen,
hvis ikke konteksten udvides. Med baggrund i ovennævnte, ser det for
mig ikke ud til, at supervision som fag har gennemgået en udvikling.
Ovenfor nævnte mål for en supervision er der for så vidt ikke noget i vejen med,
men det bør ikke stå alene. Den nævnte tænkemåde har bevirket, at der pr.
tradition er videreført en række færdigheder forædlet i praksis mere end en
træning i: hvorledes skal opgaverne fremover udføres, for at organisationen
og medarbejderne kan fungere godt og operere i deres arbejdsfelt med en
styrket professionalisering som mål.
At give eller modtage supervision må ikke være angstskabende, men skal betrag-
29