For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

til forståelse af, hvad der kunde drage hedninger til
kristendommen, afskriver jeg hovedtrækkene i denne
fortælling. (Rafn, Oldn. Sagaer I. 234 flg., Olav Tryggv.,
s. k. 131, jfr. Kristni Saga s. I, 4.).
Da biskop Frederik en höjtid holdt gudstjeneste
om sine klerke, var Kodran tilstede, mere af
nysgerrighed, end fordi han den gang agtede at
samtykke i deres sæder, men da han hørte klokkernes
lyd og klerkenes fagre sang og mærkede den søde
vellugt af røgelsen og så biskoppen prydet med en
kostbar dragt og alle dem, der tjente ham, klædte i
hvide, skinnende klæder, og derhos stor glans over
hele huset af vokskærternes klare lys, så og andre ting,
der hørte höjtiden til, da behagede alle disse ting ham
særdeles vel.
Samme dag kom han til Thorvald og sagde: »nu
har jeg set og temmelig overvejet, med hvilken alvor I
tjener eders gud, men, eftersom jeg skönner, er vore
sæder meget forskellige, thi mig synes, at eders gud
glædes ved det lys, for hvilket vore guder ræddes; men
om så er, som jeg tror, så er denne mand, som du
kalder eders biskop, din »spåmand«, thi jeg véd, at du
lærer af ham alle de ting, som du på din guds vegne
forkynder os. Jeg har dog en anden »spåmand«
(ármaðr), som gör mig megen nytte. Han forudsiger
mig mange tilkommende ting, passer mit kvæg, minder
mig om, hvad jeg skal foretage mig eller hvad jeg skal
vogte mig for. Derfor har jeg megen tillid til ham og
har dyrket ham i lang tid. Men du mishager ham
meget, ligeså din »spåmand« og eders skikke, og han
afholder mig fra at vise eder nogen hæder og allermest
fra at antage eders tro.« — »Hvor bor din »spåmand«
?« spurgte Thorvald. »Han bor her tæt ved min gård«,
svarede Rodran, »i en stor og prægtig klippe«.
»Hvorlænge har han boet dær ?« spurgte Thorvald
videre. Rodran sagde, at han havde boet der i lang tid.
»Da vil jeg, fader«, sagde Thorvald, »slutte en
overenskomst med dig. Du siger, at din spåmand er
meget stærk, og at du sætter stor lid til ham, men
biskoppen, som du kalder min »spåmand«, er svag og
ejer ingen store kræfter, men om han nu kan ved
himlens guds kraft, på hvem vi tror, fordrive din
»spåmand« af så stærkt et herberge, så er det
tilbørligt, at du omvender dig til den almægtige gud,
din skaber.«
Denne overenskomst gik Rodran ind på, og dagen
derpå viede biskoppen vand, stænkede med bönner og
salmesang vandet rundt på klippen, hældte det ud over
den, så den blev helt våd. Om natten kom så
»spåmanden« til Rodran med skummelt åsyn,
skælvende af rædsel, og sagde: »ilde har du gjort, at du
bød sådanne mænd hid, som vil svige dig, så de
forsøger på at drive mig bort fra min bopæl; thi de
hældte kogende vand over mit herberge, så mine börn
ikke lidet pintes af de brændende dråber, som løb
indenfor taget. Om sligt end ikke skader mig meget, er
det tungt at høre de små börns gråd, de skriger, når de
brændes«. Om morgenen fortalte Rodran Thorvald