For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

sig i stalden og bringer velstand (Kr., Jyske Folkem. VI,
49.66; Kr., Sagn II, 43.14,15; Thiele II. 273; Gl. d. M. I
12.7, III 97.13).
Som rimeligt er har også skibet sin Nisse. Jeg har
alt omtalt forestillingen, at skibsnissen oprindelig
stammer fra en menneskesjæl, der på en særegen måde
er knyttet til et stykke tømmer i skibets skrog (s. 15,
34), som følger skibet, sålænge det lever, og som på
mange måder kan være kaptajn og mandskab til
tjeneste. Han varsler storm ved larmen eller knagen i
tømmeret, advarer skipperen ved nattetid om ikke at
stole på sit anker. Sker en stranding, hindrer han
vragtyve i at stjæle, og under stormen har han holdt
fokkestaget, for at masten ej skulde falde. En
almindelig tro er det, at ses Nissen gå i land fra skibet,
er det varsel om, at det forgår. Dette er alt, hvad jeg
hos os har fundet optegnet (Kr., Sagn II, 44.16—20, jfr.
Fischer 73 (Sønderjylland), Renvall, Sv. L. VII, 9, s. 10
(Åland)).
Fra Norge har jeg også kun et par enkelte træk.
Ombord hørte man, at det slog og hamrede i forlugar–
skodderne, der kastedes med kasser og jærn og det
ramlede i kjettingen, som hele tampen skulde rause ud,
trommede på messebordet og dundrede med
trommestokke over hele banjerdækket. Da en rød lue
også blev set, forstod folk, at det var Nissens optöjer.
Ved en anden lejlighed sprang Nissen under
stormvejret frem i forstavnen og råbte: »Bom forud !«
Folkene kastede vedtræer efter ham og kort efter hørte
man, at han svömmede fra skibet, som et öjeblik senere
stødte på et skær og sank (Asbj. III, 368, Storaker 31.31,
(Lister og Mandals amt)).
Ikke synderligt mere kan oplyses fra Sverige, hvor
han kaldes »Skeppsrå«. Der er dog en fortælling, der
bekræfter, at Nissen følger med tømmeret. Der var to
Nisser tilstede, da et skib skulde løbe af stabelen, og
det var ikke til at rokke. Kaptajnen opdagede da, at
den ene stod i forstavnen og skød på, den anden i
agterenden og holdt fast, de vilde begge have fartöjet,
og ingen vilde vige for den anden. Så spurgte
kaptajnen »Råen«, som stod i agterenden: »når kom
du?« — »Jeg fulgte med masten«, var svaret. »Og du
da?« sagde han til den anden. »Jeg kom med kølen«.
»Så må den, som kom først (med kølen) blive, det er
hans ret, men«, tilföjede han, »hist ligger tømmer til et
nyt fartöj, skynder du dig, kan du blive »Rå« dær«. Det
syntes Nissen, der var rimelighed i, og nu gled skibet
(Wigstr. II, 227, jfr. Renvall, Sv. L. VII, 9, s.9 (Åland)).
Når skibet ligger i havn, og »Råen« høres arbejde, er
det tegn til, at der er noget galt i skibet. Ved en
lejlighed fandtes et åbent knasthul i et stykke tømmer,
ved en anden syv rådne planker (Wigstr. II, 227,
Wigstr., Sv. L. VIII, 136.441). Matrosen, der sover på sin
vagt, vækkes med en lussing, får lanternerne op i en
fart og undgår med nød og næppe en påsejling; og han
der glemte, inden han gik i seng, at sætte svikken i
tappen til vandtønden, sker samme ret (Wigstr., Sv. L.
VIII. 136.444. 446, Jonsson, Sv. L. II, 5, s. 19 (Möre)). Så.