For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

forståelse med ham. Det næste skridt bliver vel, at
mennesket erfarer, at træet er noget værd for hans liv.
Træets frugter, tømmer, skygge, i det hele, at man
fandt tilhold under det, har påvirket naturfolks sind og
tankeliv, og mens allerede oltidsfolk kendte hellige
træer, man bragte offer og tilbedelse, kan det langt ned
i tiden påvises, at træet symbolsk er sat i forbindelse
med livsglæde, ungdom, frugtbarhed, vækst.
I en russisk bryllupsvise, anført hos Mannhardt
(Baumkultus 1875 I, 45.), fortæller bruden om sin drøm :
» En prægtig cypres så jeg vokse,
den stod her i hjemmets gård,
og opad den sig slynged'
et træ både lifligt og sødt,
af grene bar det en mængde,
de skinned af sølv og guld«.
Min husbond talte da til mig:
»Din drøm, du kære, jeg tyder.
Cypressens stamme er jeg,
din er jeg, jeg slipper dig ikke,
men træet, lifligt og sødt,
er du, min dyreste skat,
og grenene, gyldne og skönne,
er börnene vore de små« .
Det er ikke vanskeligt at følge dette træk. Fra
Nordtyskland omtales, at almindelig broderes på
brudens linned et træ med fugle på grene sammen med
begyndelsesbogstaverne til de unges navne. Det er
deres livstræ. Eller der bæres grantræer med eller uden
lys foran brudefolkene, på vognen med brudens udstyr
et pyntet grantræ. I Sverige rejses grantræer uden for
alle brudehusets döre. Bevidst eller ikke bliver træet et
livssymbol, der varsler lykke og vækst idet samliv som
ventes. (Mannhardt, Baumkultus I, 47 flg.)
Tör man så fremdeles tro, hvad der dog vel er
adskilligt, der taler for, at der i folkeæventyrerne er
gæmt ældre lævn, — findes der i dem ikke så sjælden
det træk, at heltens liv er knyttet til et træ, en
voksende plante, der er hans livsmærke (life token).
Når træet visner, er helten i livsfare eller død. (Træ
livsmærke, se Hartland Legend of Perseus II, 1 flg.,
Macculloch, Childhood of Fiction 124.)
Endelig kan endnu en skik nævnes, at der ved et
barns fødsel plantes et træ. (Mannhardt, Bk. I, 49 flg.)
Folkets tro griber så dette og knytter de to liv
uopløseligt sammen: dør barnet, visner træet og
omvendt. Familier tar navn efter træet, vi kan nævne
herhjemme Birk (Birch), Eg, Hessel, Lind og så videre.
I Sverige er slægtsnavnet Almén antaget efter en
stor alm, der fordum var »vårdtråd« ved gården
Bjellermåla i Almunryds sogn. Desuden nævnes de
berømte familier Linnæus, Lindelius, Tiliander, der
alle tog navn efter et og samme hellige træ, som havde
tre stammer og som stod ved en gård i Hvitaryds sogn.
Der fortælles fremdeles, at da familien Lindelius døde
ud, visnede den ene af den gamle linds stammer; efter
den store botaniker, Linnés datters død, skød den