For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

Så er der sagnet om »the cauld Lad of Hilton«, til
hvem der henlagdes en klædning med tilhørende hætte.
Men han tog det ilde op, sagde :
» Her er en kappe og der er en hætte,
den brave knøs fra Hilton vil ej mere arbejd forrette!«
(Hartland, Folk Tales 143, Jacobs, Engl. Folkt. 204,
Henderson 246, Denham Tracts I, 56, Grimm, Irische
Elfenm. Ll. flg., jfr. Folklore VII, 54: »Farvel, I vil
aldrig se mig mere !«)
Om »Glaistig«–vætten fortælles, at hun havde
betinget sig et par bukser af ugarvet læder, men
såsnart hun modtog dem, gik hun bort, for ikke mere at
vende tilbage. På Shetlandsøerne er der med
hentydning til et sådant sagn bevaret den talemåde:
»Da han fik sin tröje og hætte, gjorde han ikke mere
arbejde« (Campbell, Superst. 182, 188, jfr. County Folkl.
III, Orkney & Shetl. Folkl. 22).
Det irske sagn, at Phookaen i æselsham fik en
klædning, som han fornöjet gik bort med, fordi hans
straf var sonet, når han fik lön for sit arbejde, er
næppe så pålideligt, at der kan bygges noget på den
(Kennedy Fictions of the Irish Celts 128, jfr. Douglas
Hyde. Beside the Fire X flg).
En tredie gruppe står tilbage, busvætten modtager
en klædning og går grædende bort.
Jeg begynder med et par sagn fra Oberpfalz. Gav
man »die Razeln« (dværgene) klæder, jog man dem
bort. Tolv slige arbejdede i en mølle, og der blev
henlagt klæder til dem. De trak de nye klæder på, tog
de gamle under armen og drog bort med
hjærteskærende gråd og jammer. Hos en bonde
arbejdede der dværge; i taknemmelighed mod dem
hensatte han ved jul nye trætøfler til dem, men
forsömte at tilföje, at de skulde komme igen. Så gik de
grædende bort. Endelig arbejdede »Hüttenmännlein« i
et hammerværk, husbonden lagde forskellige sæt nye
klæder til dem på ambolten, de tog klæderne, udbrød i
jamrende klage og drog bort (Schönwert, Aus d.
Oberpfalz 300—3, 326, 332). Om en skovfrue
(Holzfräulein) fortælles, at hun om vinteren sad på
ovnen og fik mad tre gange daglig sammen med husets
folk. Ved forårstide sattes maden ud til hende på en
træstub, og klæder lagdes hos. Da brast hun i gråd,
hun måtte nu lide så længe, indtil den nye dragt var
opslidt, hun turde ikke rive den i stykker, og dermed
forsvandt hun (Schönwert II, 379.21).
En tilsvarende sagnrække findes i Lnxemburg.
Gav man »Wichtlein« klæder, forstod de det således, at
man ikke mere trængte til dem, ligeså, om man satte
mad til dem. Til »Heinzelmännchen« blev der daglig
sat mad ud, men uden ske,.men vinteren blev streng,
og husbonden lagde et par bukser ud til ham med
anmodning om at trække dem på. Vætten antog, at det
var lön for hans arbejde, at de vilde af med ham og gik
bitterlig grædende bort. Da en broget hue og trefarvet