For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

De havde tændt bål, hver medbragte sit stykke, men
særlig en af dem medbragte en vældig klods. Alle
fortalte de noget, men især var han med den store
klods fornøjet, fortalte, hvor udmærket han havde det
hos sin husbonde, bonden Stein. De enedes om at
mødes næste år på samme sted. Stein blev ilde tilmode,
ændrede sit daglige liv, læste omhyggelig i Guds ord
og besøgte flittig kirken. Han passede på næste årsdag,
lagde sig tilsengs, så atter stenen lukkes op og
Pugernes forsamling. Denne gang var bålet kun ganske
lille, og Pugen fra forrige år med den store træklods
var overmåde ilde tilmode, klagede over, hvor slet han
nu blev holdt, og at han snart måtte tænke på at flytte.
Det er jo måske dog muligt, at det er Kodrans
»spåmand«, der her går igen og er blevet til en djævel.
(Maurer, Isländische Volkssagen, 29.)
Den ældste samtidige beretning om Husvætter i
England har vi, mig bekendt, i Gervasius Tilbury's bog;
Otia Imperialia, 1211. Da forfatteren var født i Essex og
hørte til tidens højtstående mænd, må han have været
istand til at give pålidelige efterretninger fra sin
engelske hjemstavn. Han døde i Brunsvig. Han
fortæller:
I England har de nogle dæmoner, ja, jeg ved ikke,
om jeg skal kalde dem dæmoner, det er nogle
hemmelighedsfulde skikkelser af skjult herkomst.
Franskmændene kalder dem Neptuner, Englænderne
Portuner. Det er deres natur, at de holder til hos
velstående bønderfolk og deler deres jævne liv, og når
bønderne på grund af hjemligt arbejde sidder oppe om
natten og dörene er lukkede, kan man på engang få öje
på dem, se dem sidde og varme sig ved ilden, tage
småfrøer ud af deres bryst, stege dem på gløderne og
spise dem. De ligner gamle mænd med rynket ansigt, er
små, ikke mere end ½ tomme höje. De bærer små
lappede kjoler, og er der noget, der skal göres i huset,
eller et besværligt arbejde at udføre, låner de en hånd
og gør det hurtigere færdigt, end nogen mand kunde.
Det ligger i deres natur, at de har magt til at hjælpe og
kan ikke göre fortræd. Dog har de ævne til at drille.
Thi når en Englænder i nattemørket alene rider ud,
følger en Portunus sommetider rytteren og griber så
töjlerne, når han et stykke har fulgt ham og fører
hesten ud i et dyndhul. Når det er lykkedes ham og
rytteren sidder fast og vælter sig i dyndet, løber
Portunus skoggerleende bort. Således morer han sig
med at drille troskyldige mennesker. (Leibnitz, Script
Rerum Brunsvicarum I. 980, Liebrecht Gerv. v. Tilbury,
Otia Imperialia (1856), s. 29.)
I Som man vil se, er denne redegørelse ikke altfor
tydelig. Neptunus synes at måtte være en havvætte,
man mener at have genfundet ordet i det nyfranske
dialektord »nuton« = »lutin, nain« (ɔ: dværg)(Se
Sébillot, Folklore de France IV, regist.), altså nærmest en
alf. Er Portunus en latinsk form for det nyere brownie,
husvætte? det er jo muligt. At Vætter steger frøer,
træffes andensteds f. ex. Asbj. III. 195, hvor det er en
trold, jfr. Jul II. 27. 302. m. henv.; Wigström Folktro Sv.