For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

Engang imellem hører pigerne en forfærdelig larm
i køkkenet, som om tallerkener og potter med magt
blev kastet på gulvet og knust, så skårene røg til alle
sider. Når de løber ud for at se, hvad der er på færde,
hører de Nissens skoggerlatter, mens alt, uskadt, står
på sin plads (Asbj. III, 78). Hos en skomager vrænger
han ondskabsfuldt alt hans fodtöj (Storaker 34.37)
Nissen kan dog også fordrive tiden stilfærdigt på
bondevis, siddende i loftslugen og rygende tobak. Man
kan møde Nisser eller Bjærgfolk ved aftenstide og se
dem fredeligt rygende på små sølvpiber. Og der
fortælles, at Bjærgfolk kunde komme ind på gården
efter solnedgang og sidde og ryge deres pibe sammen
med husets andre folk efter endt arbejdstid (Kr. Sagn II
49.37, I 18.72, 125.478). Også i svensk Norrland kunde
man træffe Tomten, gråklædt, med rød toplue og
rygende på en kort pibe (Wigstr., Sv. L. VIII, 143.467,
jfr. Hertz, Elsass 29, Zeitsch. f. Myth. I, 401).
Men også anden morskab kunde de drive. Ved
selskabelige sammenkomster om aftenen, hvor der var
en hel del Nisser tilstede, fordrev de tiden ved
kortspil, deres bord var en omvendt skæppes bund.
Ikke så sjælden spillede de om penge, kunde også rage
uklar om spillet, og så blev der svær spektakel. Der er
også set dværge, der sad under en enebærbusk og
spillede kort (Kr., Folkem. VIII, 52.96, Kr., Sagn II 43.18, I
40.179).
I Norge har man i vintermånederne set dem, når
det var måneskin, age på kælke eller springe omkap
over gærder (Storaker 33 flg.).
Men sin störste morskab finder dog Nissen i at
drive löjer med sine husfæller. Særlig knyttet til stald
og husdyr, som Nis er, benytter han jævnlig deres lyd
eller deres skikkelse til at narre sine husfolk med. Han
grynter som et svin, hænger sig i væderham over en
stente med forkroppen på den ene side, bagkroppen på
den anden eller lægger sig som en væder i agerren med
alle fire ben i vejret, og når han bliver hjulpet tilrette,
løber han leende bort (Kr., Sagn II, 67.105, 102, 103). Som
føl snuser han til fremmed karl, der ligger i seng hos
røgteren, men går skikkelig sin vej, da denne siger til
ham: »Nis, du skal skikke dig !« I hesteham lokker han
karl til at løbe efter sig (Kr., Folkem. III, 74.100, Kr.,
Sagn II, 83.161, jfr. Folklore XII, 172, som føl (Lincolnsh.),
Meiche 298.387, 380 i dyrehamme).
Fornemmelig morer han sig med at spøge i stalden
som en ko, der ingen bås er til, eller som en løs stud,
der den ene gang efter den anden bindes, men
bestandig er løs på ny, ja, som sådan puster og snøfter
han over røgterens seng og får ham vækket og op, og
da han trækker afsted med studen, slipper den ud af
hænderne på ham, og Nis skoggerler, når røgteren
ærgerlig udbryder: »så skal du da også ske en ulykke !«
(Kr., Sagn II, 86.172, Kr., Folkem. VI, 48.63 — ko. III,
68.89, 90, VIII, 50.98, 99, 100, Kr., Sagn II, 86.174, 177 — stud; Gl.
d. M. I, 156.204).
Men ganske særlig spiller han nyfødt kalv, der
ligger i staldgroben og den ene gang efter den anden