For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

Også hænger han karlen op på brøndvippen, hvor
en sådan findes (Kr., Sagn II, 68.108, Folkem. III, 70.91).
Istedetfor ved brønden lægges de sovende i en
snedrive, på en tilfrossen dam eller sø og vågner op
forkomne af kulde (Kr., Sagn II, 75.133, 136, Kr., Folkem.
VI, 48.64, VIII 54.101, jfr. Storaker 37.44, pige, som belurer
Nis, opdages, kastes i snefon; pige, som skælder ham ud,
sværter han i ansigt til gilde, Thiele II, 267).
Forurettelsen kan hævnes på mange andre måder.
Nis kaster synderen over huset, griber ham igen eller
lader ham med et klask falde ned i møddingpølen, eller
lægger karl og pige til hvile ude på møddingen, eller
pigen på en møgfjæl oppe på husmönningen, eller for
at vedkommende sikkert skal få svie og mærker af sit
ufrivillige natteleje, på en harve med de opadvendte
spidse tænder (Kr., Sagn II, 99.224, Kr., Folkem. III, 72.96,
jfr. Kr. VIII, 17.37, bjærgmand kaster kirkefolk over kirke,
Kr., Sagn II, 73.127, Gl. d. M. I, 156.204, III, 98, Grönborg
129.61, (Vendsyssel)). En enkelt gang hejser han karlene i
fødderne op over hanebjælken og lader dem hænge
dær, til folk kommer op. En nærliggende og ret
almindelig hævn af ham er at volde uro i stalden
natten igennem, binde køer og heste løse og tirre
hestene til at slås, så der natten igennem ikke bliver et
öjebliks ro for de trætte karle til at sove (Kr., Folkem.
VIII, 52.95, Sagn II 73.126).
Hvor grove nu end disse löjer er, tager Nis ved
forskellige lejligheder meget alvorligere fat. Karlen
slår med loriven til Nis, så han styrter ned, en kåd
tjenestedreng slår ham over benene med et ris, men det
kostede dem bægge livet; karlen forsvandt sporløst,
ligeså drengen. Først da hø og halm henad foråret
mindskedes stærkt, fandtes de i en krog, kvalte i
foderet (Kr., Sagn II, 72.123. 124). En anden karl, der ikke
vil lade Nissen råde med hensyn til fodringen, findes
dræbt i sin seng (Kr., Sagn II, 79.147). Og endelig
indlader en pige sig på at drille gårdbukken. En dag,
hun havde bagt, kom han efter hende. Hun krøb da ind
i ovnen, slog kors for ovnsmunden, vendte sit forklæde
og mente at være sikker. Nis bemærkede dog: »kors for
ovnsmund, men bitte Niels kan gå ind ad tuden !«
Han mente det lille trækhul, der på den gammeldags
ovn findes over ovnsmunden. Dær krøb han ind og
klemte pigen ihjel (Kr., Sagn II, 77.141, jfr. Grönborg
129.55, hvor hun slipper med livet).
Det er alt omtalt, at han efter det norske sagn
dansede pigen ihjel, da hun fornærmede ham (Asbj. III
77, Faye 43, Storaker 32). Nu, så galt går det ikke altid.
Et sted havde de en ond Nisse, der var vanskelig at
komme tilrette med, og væddemål blev gjort, hvem der
turde vove at møde ham. Pigen påtog sig det. En
skæppe, der stod i laden, skulde hentes. Hun råbte ind
ad lodören : »Nis, tag mig skæppen !« Han svarede:
»havde du ikke sagt det, var du ikke iaften kommet
herfra!« Der gives dog ingen forklaring (Kr., Folkem.
III, 70). Ved en anden lejlighed fornærmer en karl
Nis, flygter til kirkegården, hvor han i det sidste
öjeblik smutter ind, »ellers havde Nis taget ham« (Kr.,