For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

21. RESULTATER
Når jeg nu ser tilbage på denne lange udvikling,
skal jeg til slut i en kort sum göre rede for, hvad jeg
tror at kunne anse som resultatet.
Jeg antager altså, at Lille Niels er en slægtning af
den gamle romerske husgud, Lar familiaris. Jeg tör
ikke sige, at han nedstammer fra Laren, og jeg forstaar
sagen saaledes, at de bofaste indbyggere af forskellige
folk som af forskellige stammer ligesom Romerne har
dannet sig husguder, af hvem de har ønsket, håbet og
ventet lykke og værgemål for deres hjem. Der turde
heri en almenmenneskelig drift finde et udtryk, som på
forskellige måder genfindes lige ned til vore dage. I
Syditalien nævnes han »monaciello«, den lille munk, og
husmoderen mumler, når hun hører ham rumstere:
»vær mig god« Og der fortælles, at det første
brudgommen skaffer til det nye hjem, er en »bambino«
(Trede, Heidenthum in d. röm. Kirche. II 202), et billede
af voks eller træ af Jesusbarnet, og hvem ved, om ikke
hos de enfoldige bag det kristne billede skjuler sig
skygger af den gamle husgud. Men lige godt,
mennesket, der føler livets farer, den omgivende naturs
magt, i hvis vold han hartad værgeløs er givet, trænger
til at give sig magter i vold, der er stærkere end uvejr
og jordskælv, sygdom og død, og danner sig så inden
døre et alter for guddomsmagt. I det katholske
Sydtyskland er der regelmæssig en krog i
bondehjemmene, der kaldes Herr–Gottes–Winkel (ɔ:
Krog): en hylde med et lille alter og et helgenbillede,
Jomfru Marie eller andre; det er hjemmets helligdom,
der sættes friske blomster hen derpå, der tændes lys. I
den russiske bondestue er der ligeledes et helligt
billede, en »Ikon«, som værger for hjemmet, og som
alle Indtrædende hilser. Og blandt os Nordboer, som
ikke ejer sydligere folkefærds naive barnlige
religiøsitet, sker det vel ikke så helt sjælden, at et ungt
par køber Thorvaldsens Kristusbillede og sætter det
synligt for alle på hæderspladsen, og i stilhed tænker:
»bliv hos os, mester !«
I alt råder den samme tanke, vi stiller vort hjem
under guddommelige magters varetægt.
Fremdeles siges, at Larerne havde deres plads ved
arnen, hvor familien samles, hvor gudinden Vesta
symboliseres ved arnens luende ild, som modtager
daglige offre.
Der kan ingen tvivl være om, at ilden, også blandt
os, i fortidens religiøsitet har grebet ind i
mennesketanker. Da arnen ikke længer var fritstående
midt i rummet, tog skorstenen dens plads, og lige ned
til vore dage har husmoderens første gang i det nye
hjem, ligesom tjenestepigens, været til arnen for at
lægge en tørv til ilden, jeg tör måske sige, bringe ilden
et offer. Ellers kan jeg ikke anføre sikre hentydninger
til arnens helligdom.
I norske sagn nævnes »aarevetten«, arnens Vætte;
i skånske, at husmoderen på festdage hensatte lidt af
maden i en krog ved ovnen eller arnen; endelig siges