For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

sig på et kar ved ildstedet med en salmebog i hånden,
men fik så slig tryksejsten af Nis, at han i flere dage
ikke kunde røre sig (Kr., Sagn II, 76.139, Gl. d. M. I.
13.10, Kr., Sagn II, 77.140).
En gruppe af disse sagn, hvor drilleriet stærkt går
ud over Nis, findes herhjemme i en række varianter.
Nis plejede, når karlene gik ind, at sætte sig i
ladehullet. Karlene var vrede på ham, en af dem tog
lejligheden i agt, puffede bagfra til ham, så han faldt,
klask, ned i loen. Nis stødte sig ikke, men mente dog,
at dette burde betales. Da karlen sover til middag,
bærer Nis ham op på brøndvippen og lader ham ligge
dær, til husbonden kalder. Denne fik jo da fat i karlen
og fik ham med besvær ned, mens Nis stod henne i
laden og skoggerlo. Eller en variant: Nis plejede at
sidde i logabet, hvad karlen ikke kunde lide: »dersom
du ikke forföjer dig bort, skal a snart få dig ud !« Nis
blev siddende, og karlen puffede ham ud. »Det skal du
få skam for !« sagde Nis og tog om natten den
sovende karlog lagde ham tværs over brøndkarmen. —
De havde en Nisse på en gård, og når hundene kom
efter ham, bjærgede han sig gerne op i et høhul og
kunde sidde dær og drille hundene, så de gjorde et
forfærdeligt spektakel (Kr., Sagn II. 68.108, 112, 113).
Men historien er ikke dermed endt. I Kasse by
boede en mand, som havde en stor bindehund, og så
var det om vinteren, karlen tærskede og hørte, at
hunden blev så gal, gøede uafbrudt, og han gik da ud
for at se, hvad der var påfærde. Han blev Nis va'r, der
sad i lugen og stak benene ud til hunden, idet han
sagde: »dær er Nisses store tå, og dær er Nisses lille
tå!« Karlen puffede Nis ud til hunden og sagde: »dær
er Nis altsammen !« I varianter siger Nis: »puds mig
den lalle !« eller »Tisse ta tå !« eller »puds mig nu
den pussinalle !« (Kr., Sagn II, 69.114. 115, 92.197, 199, Kr.,
Folkem. III, 72.98, Thiele Il, 273).
En hel række varianter er der af Nissens ud
æskende råb til hunden: .»Tosselalle, ta i den tå!« —
»Tåggi (hundens navn) ta tå!« — »Lådne, ta tå!« — »Bid
mig i den tå!« — »Puds mig den fodlalle!« — »Kys mig
den lalle!« — »Sko mig den lanke, eller lalle, eller
fodlaller !« (Kr., Sagn II, 68.110, 111, 125. Kr., Folkem. VI,
48.64, 65, Kr., Sagn II, 70.116, 117, 81.158, Kr., Folkem. III,
69.91, 90, VI. 48.65, Gl. d. M. II, 228.340 Grönborg, 226.3
(Vendsyssel)).
Sagen er for Nis temmelig ubehagelig, thi det
siges forvist, at hundene er slemme til at gø ad
Nisserne og bide dem, og de er ikke istand til at værge
sig mod dem, hundene river klæderne af Nis. Da
drengen med en høfork puffede Nis ned til den store
hund, var han nær blevet bidt fordærvet. Men drengen
fik det jo betalt. Aldrig såsnart var han om aftenen
blevet varm i sengen, förend Nis slog hestene løse, fik
dem til at slås, drengen måtte op at binde dem, og
således gik det hele natten, drengen fik ikke et blund i
sine öjne (Kr., Sagn II, 70.118, 126).
En variant kan hær medtages fra Hvidding herred,
Sydslesvig, hvor der fortælles, at Nis sidder i