For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

En saadan »salig Frue« spinder for bondekonen,
en anden tjener, tavs men flittig, to år i gården, ja, der
siges, at der noget nær i hver bondegård er en af disse
i arbejde. De hjælper ved høhøsten, og den eneste lön,
de kræver, er mælk. Engang imellem har de taget en
drik af mælkespanden, men nöjes ellers med den
spildte mælk eller med skummet i mælkespanden.
Hyppig tager mændene tjeneste som hyrder, får af
folket navne som den vilde ko– eller gedehyrde (wilder
Küher, Geissler). Vildmand eller andre steder
»Vættemand« (Wichtelmanl) er årlig hyrde. (Verualeken,
Alpensagen 1858, s. 211 flg. Heyl Volks. Tirol, 28,
Rochholz, Argauer Sagen I, 319, Vonbun, Beiträge 59.)
Men som bjærgets skönhed har fostret disse lyse
skikkelser, har dets vildhed og uhyre forhold, dets
farer frembragt andre arter af Vætter, de saakaldte
Fanggen, Fanken eller Fanken, uhyre store skikkelser
med sort hår, et gab, der når fra øre til øre; de er klædt
i bark med pelse af vildkatteskind, de fanger og æder
börn, som de lokker til sig. (Mannhardt, Bk. I, 89.) Men
også disse tar tjeneste hos mennesker og synes at sætte
pris på, om deres døtre kan få plads på sætrene. De er i
så tilfælde tro og flittige; men forlader de tjenesten og
går tilbage til skoven, fortsætter de deres menneskejagt
som för. Mændene tjener som hyrder, et oprykket træ
er hyrdestaven (Alpenburg, Mythen, s. 52, 67, Zingerle
Sagen aus Tirol, S. 105.170, Vonhun, Sagen Vorarlbergs, s.
51.).
Og vi kan gå videre. I Thüringen fortælles, at
Skovfruer (Holzweibel) hjælper mennesker med
køkkenarbejde og vask, ikke at tale om, at de tillige
låner brød og tilbagebetaler det til mennesker. I
Schwarzwald arbejder en Nøkke (Seemann) hos bonden,
inden hans döre. I Oberpfalz modtager Skovfruen
(Holzfräulein) sin part af kagerne, når husmoderen
bager, hun arbejder ved nat i køkken, stue, stald, gård,
et sted fodrer hun kvæget hele vinteren. (Grimm,
Myth.². I, 452 flg. Schönwerth, Oberpfalz Sagen II, 360,
362.2, 364, 866, 379.) Der er kortsagt et forhold så
venligt som muligt mellem skovens Vætter og de
mennesker, der har fæstet bo i deres nærhed. Om det så
er Skovmanden (Waldmännchen), tager han arbejde hos
mølleren og skikker sig trofast og vel. (Grimm, Myth.²,
I. 453.)
Muligvis kan også i Sverige påvises, at
Skovvætterne nu og da søger menneskers hjem og i
altfald giver en håndsrækning, om de end ellers ikke
har det bedste ord paa sig. Efter Rääfs Samlinger fra
Østergötland meddeler Mannhardt i sin »Baumkultus«
1. 137, at dækkes der i hjemmet bord til Skovfruen,
gengældes denne venlighed fra Vætternes side med, at
de giver en håndsrækning, går bud og lignende, med
andre ord, at de træder ind blandt husets gode Vætter.
Jeg kan tilföje, at man i Skåne har fortællingen om, at
»Skovmanden« med frue og barn i juletiden søgte ind
til et brænderi i St. Olavs sogn; bonden satte hver gang
en fyldt brændevinsflaske ind til dem. Til gengæld
vækkede de karlen, når han engang imellem faldt i