For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

danse med nögne fødder, og hun henlægger røde sko til
dem. De gik straks bort til et andet bjærgværk og kom
ikke igen (Trad. pop. XXII, 376, Zeitschr. für Mythol. I,
267).
Den anden sagngruppe, der er temmelig udbredt,
melder blot, at når der henlægges klædningsstykker til
husvætterne, bliver det fra deres side uvægerligt
opfattet som en opsigelse fra husbondens side, de får
derved deres lön betalt og kan gå. Således siger vætten,
der har arbejdet hos en skomager, da han får klæder:
»Mester, nu har du gjort afregning med mig, nu er det
forbi med arbejdet !« (Temme, Pomm. 258.218, Jahn, S.
550.686, (Pommern), Grimm, Myth.2 453, de går fra smed
(Samland). Hos Kuhn, Westphal. Sagen I, 159.104, hvor der
er tale om hyrde, hedder det: »jeg står ikke op, jeg driver
ikke ud med kvæget, mit år er omme«; Wucke2 nr. 114,
»Wichtelmänner« i slibemølle, Köhler, Volksbr., s. 477,
»Heugüdel«, Meiche 291 (Sachsen); Mones Anzeiger
(1837), s. 175, »Seemännlein«, Baader (1851), nr. 99,
Baader (1859), 16, 93, »Erdmännlein«, »Erdweiblein«,
Birlinger I, 44.55 61.80 nøgen »Burenweibl«, III, 191.167,
vaskende vætte (Schwaben); Grimm, Myth. 453,
»Waldmännchen« i mølle (Schwarzwald), Kindermärchen
nr. 39, Panzer, Bayrische Sagen I 156.179, II 102.154,
Rochholtz, Naturmythen 116.11,12, Argauer S. I 358 m.
henv., 285.199,200, Mejer, Sagen 62 (Württemberg)).
Fra Schweiz fortælles det samme, at »Strazeln«
jages bort ved hjælp af gaver, ligeså »Bergmånnchen«,
»Wilde Mannli«, »Zwerglein« ved klæder (Henne am
Rhyn 165.220— 23). I et schwabisk sagn siges, at der blev
lagt klæder ud til »Erdmannli«, som gik bort med den
bemærkning, at bonden havde givet dem lön, hvad de
ej kunde finde sig i, da de vilde udføre deres arbejde
uden betaling (Meier, Sagen 63.71,74). I Tyrol fremsiger
»das Nörglein« et rim:
» Nu må jeg bort
fra dette sted,
lev vel for bestandig,
jeg kommer aldrig mere !«
(Zingerle Sagen 61.94, 96, jfr. nr. 84, 85, 173)
Endelig bemærker jeg, at vor landsmand Ole
Worm i et brev omtaler, at en husvætte hos en bager i
Leiden forlod sin plads, da han fik en ny klædning (A.
Worm, Epist. 2, 669 (1751)).
I England findes tilsvarende træk. Gave af klæder
til husvætten opfattes af ham som afsked fra tjenesten.
Da den nordengelske »Brownie« får nye klæder, går
han sin vej, idet han siger:
» Giv Brownie klæder, giv Brownie skjorte,
og Brownies arbejde er for jer borte !«
(Folklore VI, 199, klæder »ensbetydende med afsked«,
Henderson 248, Denham Tracts I, 201)