For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

Han tærskede for bonden, men vilde ikke
fortsætte med de fine, nye klæder (Hunt, Popul.
Romances 130, jfr. Henderson 249 (Nordengland), Folklore
Journal V, 179, Wentz, Fairy Faith 184. Athenæum, Okt.
1846, s 1092, jfr. afvigende variant hos Rhys 325, Choice
Notes 76, Folkl. Journ. V, 180, jfr. Folkl. XI, 214,
Halliwell, Nursery Tales 190).
Fra Irland, hvor der er en Phooka, der får klæder,
siget han: »fin herre vogter ikke køer !« og föjer til, at
han vil gå ud i verden og vise sin stads (Lady Wilde,
Ancicnt Legends 49, sml. Campbell, Superstitions 182
(Höjlandene)), hvorpå han sparker sine gamle pjalter
bort.
Et tilsvarende sagn synes kendt i Frankrig. Et sæt
klæder, lagt i stald til dværge (nains), bringer dem til
at danse af glæde, hvorpå de forsvinder. I Lothringen
fortæller man det samme om »Le Follet«, der tærsker
hos bonde. Da han opdager den nye klædning, giver
han sig til at springe og danse, og siger: »den som
tjener en god herre, får god lön !« tager klæderne på og
tilföjer: »nu har jeg fået betaling, så kan hvem der vil
tærske kornet !«, og dermed forsvandt han (Cosquin,
Contes pop. de Lorraine I, 83. VI).
Endelig findes sagnet i Spanien. Der henvises til
Caballero, Cuentos 1878, s. 81, hvor rimet lyder :
»Frailecito con habitos nuevos ni quiere amasar ni
ser panadero«, d. e.: »munken med sin nye klædning
vil hverken ælte dejg eller være bager« (Bolte, Grimm,
Märchen Anmerkungen I, 365, jfr. Cosquin I, 83). Om
munkene mere herefter.
Den tredie sagngruppe, hvori dette træk med de
henlagte klæder findes, kan atter passende deles i tre
mindre afdelinger under forudsætning af, at de
meddelte sagn er fuldstændige. Jeg kan bekvemt
begynde med et par sagn fra Harzen. Fra arbejdere ved
en smelteovn henlægges stövler til dværgekongen, der
barbenet har hjulpet dem. Han tog dem, forsvandt og
kom ikke mere tilbage. Man har dær i egnen talemåden:
»der bekommt bald ein paar Schuhe«, ɔ: han får snart
løbepas. Sko eller stövler er et billedligt udtryk for, at
vedkommende passelig kan bruge dem til at gå sin vej
(Pröhle, Unterharzsagen 9.30, 14.44). Man må derfor
vogte sig for at give Husvætten sligt. Fra Thüringen
omtales, at der henlagdes huer og sko til de hjælpende
smådværge, men de blev så ærgerlige derved, at de
straks forsvandt. I et andet sagn siger »das
Futtermännchen« gådefuldt, da han, der er barfodet,
får et par nye sko: »ak, nu véd de det, og jeg må bort !«
Men forklaring gives ikke (Kuhn, Norddeutsche Sagen
15.17, Witschel I, 185.182, 224 (Thüringen), Eisel S.
55.128 (Voigtland)).
Blandt folket i Alperne fortælles lignende sagn.
En »wildes Männlein« begreb først ikke, hvad skoene
var til, men da det gik op for ham, tog han dem på og
gik bort (Vernaleken, Alpensagen 212, Henne am Rhyn
166.324). I Vendée, Frankrig, får feen strömper og
udbryder: »Bror Fadet, vor tjeneste er omme, tag dine
tøfler !« Og endelig i Ungarn ser pigen »Berggeister«