For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

skål med grød, hvori et stort smörhul, derpå og indbød
venligt den lille Nissepuk til at flytte ind, og en lille
fyr, der kun var tre tommer höj, flyttede ind
(Müllenhoff, 322.434 (Kropp), 321.481 (Hattstedter
Marsch)). Et andet sted, også i Sydslesvig har han
opslået sin bopæl i en ubrugt hakkelsekiste. I
Åbenråegnen bor han på hilden, høloftet i laden.
(324.437 (Stapelholm), 325.440 (Jordkjær))
Fra Skåne er der fortælling om, at han har
indrettet sig på en af hylderne i køkkenet, og når pigen
skurede hylder, kunde man se ham bære sit sengetöj
bort imens. (Wigström, Sv. L. VlII, 138.452 (Öland)). I
Vestmanland omtales en stor sten, som kaldes
»Tomtebisens Stuga«, hvor han om aftenen kan ses på
taget, men trækker sig igen ind i stenen i
morgenstunden, når han ved solopgang hører
kirkeklokkerne ringe (Dybeck, Runa (1842), s. 11). I
Sydnorge siges han at bo under »fjösgulvet« eller
»låvegulvet«, og man kan se ham ligge på langbænken.
Man kan også se ham sidde på »laavebroen« og slænge
med benene, mens stald og lade, som i Danmark, er
hans sædvanlige bolig. Af og til er der seng til ham på
loftet (Asbj. III, 24: Faye 42; Haukenæs, Hardanger, VI,
233.)
Sjælden træffer man nu Nissen, hvor herskabet på
de store gårde bor. Dog er også derom en enkelt
fortælling. Thimgård havde, som enhver större gård i
gamle dage, sin Nisse. Han var kendt af alle på gården
og blev der, til det gamle slot blev nedrevet. Der var i
det et lille aflukket værelse, som var Nissens kammer,
og i det vilde han have ro. Af bohave var der kun et
gammelt sengested med halm i og midt i sengen altid
et leje, som kunde der have ligget en stor hund. Den
gamle gårdfoged på slottet (1857) plejede at föje til, at
han ofte rystede halmen op og derefter låsede dören,
men om han næste dag gik derind, så han atter det
samme mærke af et leje (J. Kamp, Folkeminder, 24.22, jfr.
Jahn, Sagen aus Pommern und Rügen, 117.137, Nissen har
sit eget kammer.).
Men det har nok været anderledes fordum. Der
siges, at ikke blot hver by havde sin Nisse, der da
naturligvis som andre fornemme gæster søgte til en af
gårdene, hvor der ved vintertid var nok at bide og
brænde (Gl. d. M. II, 78.35 (Falster); Thiele II, 258; Kr.,
Sagn II, 46.29. 31, 88.181, Nis var byhyrde), men formuende
folk havde gerne et par Nisser; de havde råd til at
koste dem og kunde drage fordel af deres hjælp;
husmænd måtte nöjes med »dragedukker«, hvis bistand
dog ingenlunde var at foragte (Gl. danske Minder II,
84.42 (Falster); Danske S. II, 98.225). Og der fortælles
ligefrem, at karlen på en gård så ikke mindre end fem
Nisser krybe op på randen af bryggerkedelen (Danske
S. II, 98.221).
I et hus på Anholt var der ikke mindre end fire
Gårdboer. Kanske havde ingen fået det at vide, om ikke
en mand en aften var gået om ved huset og havde hørt
en sige:
» Kom nu Tip med Tap og Tolld,