For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

Jysk bruges udtrykket for at le »skranne« om hingstens
vrinsken efter hoppen, og man har udtrykket: »skranne
som en hejstgal øg«. Når karlen, der bærer hos sig
troen på Nissen, halvsovende vågner og hører hestens
»rimmen«, kan den let blive tydet som Nissens latter,
især om noget er gået galt i stalden. Jeg kan også
henvise til et engelsk udtryk, der peger i samme
retning :
Sidst Redcowl opslog en latter,
ja, det var en latter,
den var mere lig heste– , heste– skrannen.
Desuden er »a horselaugh« (ɔ: hestelatter) et
almindeligt udtryk for en rå latter.
Så er der jo de vældige ørefigner, som Lille Nis
slår, ja, derom ved jeg ikke at sige synderligt. Da det jo
bestandig er i mørket, at de uddeles, er der mulighed
for, at det træk, de støttes til, er en dør, man løber på,
et fremspringende hjørne af tømmer eller mur, der i
mørket eller forfærdelsen anses for Nissens hånd.
Til alt dette kommer endelig de mange forskellige,
slæbende, sjokkende, raslende lyde, som i stilheden
kan høres i en bondegårds stald, hvor de forskellige
husdyr står bundne, et løst kreatur, en hund, der har
rykket klodsen, hvortil dens lænke er fastgjort, ud af
sit leje, kattens spring efter en mus eller dens listende
trin, dens gloende øjne, der kaster en lysstråle tilbage,
talemåden: »han glor som en Puge« (Hi gluuret us en
Puk, Müllenhoff. 319 anm. (Sild) jfr. her 36 n. 6), alt
peger i samme retning, og som sagt, fantasien ved altid
at sammenknytte naturlyd og forestilling og deraf
sammenstykke sine fortællinger.
Julenisserne herhjemme, der nu i en menneskealder
eller længere i juletiden møder allevegne, i juletræer,
på billedkort, i fortællinger, stammer vistnok fra H. C.
Andersens æventyr og fra et billedark med Nisser, jeg
mindes fra mine studenterdage först i årene 1850 i
København, og som var tegnet af en nu længst afdød
ung maler Ley.