For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

og klokkerne ringede, drog Nisserne bort. Det samme
var tilfældet på Samsø, Nisserne drog til Norge, idet de
sagde: »vi kan ikke være hær for eders korsen og
kryssen og for den store dingdang i Tranebjærg kirke«.
På Anholt fortælles, at da kirkeklokken første gang
ringede, gik gårdboerne tudskrålende ad Løbekilde til
og tog ind hos Dværgene i Dværgehöjen. Den
allersidste, som der blev tilbage, satte sig på
hanebjælken og græd og druknede sig omsider i mosen
(Kr., Sagn II. 78.144,152, Anholt 71.154,158).
Det er jo da til at forstå, at hvor forestillingen om
Nissen som en ond vætte får magt i menneskers sind,
vil man intet have at göre med ham. Bondesönnen tör
ikke leje den lille dreng med »tiphølle«, som hans
gamle fader anbefaler og viser ham bort. Den unge
slægt kan ej böje sig under fædrenes tro, men —,
derved forlader lykken gården og dens ejer. For risiko
er der altid ved at afslå hans tjeneste. Den svenske
bonde siger, da tilbuddet göres, at han ej har råd til at
holde dreng (karl). Straks fo'r en vældig hvirvel
henover marken og splittede hans høstakke (Kr., Sagn
II. 98.219, jfr. Djurklou, Ur Nerikes folkspråk 67).
Omvendt går det med en Kobold i Schweiz, hans
optöjer bliver for mange og altfor ærgerlige, så bonden
griber en møggreb og driver ham ud, er ved at få ham
over tagdryppet, da han beder så bönlig for sig, at han
tages til nåde mod for fremtiden at skikke sig
(Rochholtz, Argauer Sagen I, 275.30).
Denne betragtningsmåde af Nissen, at han er en
ond ånd, støtter sig så sagtens til en i middelalderen
meget udbredt tolkning af et sted i det Gamle
Testamente, Esajas 14.12: »hvorledes faldt du fra
himlen ned, du morgenstjærne«, i den kirkelige
latinske oversættelse: »quomodo cecidisti de cölo,
Lucifer?« Hvad der saa forklaredes således, at Lucifer,
den mægtigste engel, var blevet med alle sine
tilhængere styrtet ned fra himlen, da han vilde
fravriste den almægtige Gud tronen. For at fylde
tomrummet efter englenes fald skabtes menneskene
(Jfr. Jac. Chr. Lindbergs bibelovers., I. Mosebog 1.1: I
begyndelsen havde Gud skabt himlene og jorden, men jorden
var bleven øde og tom), og for at øde Guds gerning
blandt dem, indtog de faldne engle pladsen som
hedenske guder, der af kirken opfattedes som djævle,
der krævede menneskers tilbedelse og offer. De
styrtede ned og faldt mange forskellige steder. »De,
som faldt i byer og gårde, kaldes gårdboer; de, der
faldt i mark og skov, kaldes dværge; de, der faldt i
havet, kalder man havfolk. Gårdboerne går i gårdene
og större steder og pusler med et eller andet, hvad de
finder for godt« (Grönborg, Vendelbomål, s. 123, Hertz,
Parzival 1898, 524, Dähnhardt, Natursagen I 294, jfr. J.
Ordb., Tillæg 129.24 a) Fremdeles var folkets tankegang
med hensyn til de faldne ånder med rimelighed blevet
påvirket af ord som Romerbrevets kap. 8.19 flg., hvor
der siges, at skabningen tilsammen sukker under
forkrænkeligheden med håb om at blive frigjort og
venter på Guds börns åbenbarelse. Det kommer atter og