For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

har et stort hoved, lange arme, små, klare, kloge öjne;
har røde strömper på fødderne, en lang grå eller grön
dvælgsjakke på kroppen, og så bærer han en rød spids
lue på hovedet (Müllenhoff, s. 319; på Sild store öjne: »he
gluuret us en Puk« (han glor som en Puk)). I Sverige siges
Nisserne at være af störrelse som tre års börn, iført
knæbukser og »becksömskor«, deres ansigt er som en
gammel mands (Afzelius, Sagohäfder II, 190.).
Der er dog også andre træk. Således fortælles i
Norge, at Nissen var lådden, det lyste i öjnene på ham,
han har fire lådne fingre, men mangler tomlen, og så er
han jo lådden på næverne (Asbj., Huldreæventyr 1870,
44, Faye 42, jfr. Henne am Rhyn, Deutsche Volkssagen,
165.319, dværge mangler en lå på fødderne.). Og da
bonden, ganske vist noget ør »efter en liden kant«,
vilde give hestene, fik han fat i to lådne ører og så to
öjne, røde som gløder. Han antog, det var en hund og
kastede den ud, men det var Nissen, der nu lo, så
tophuen nikkede, og forsvandt. (Asbj. 1870, s. 24.) Han
er at føle på som en uldtot (Faye 42.), og endelig
hedder det herhjemme, at han har en vraltende gang og
er lådden i ansigtet (Skattegr. V, 89 (Lolland)). Jeg kan
hær henvise til beskrivelsen over dværgen Gübich: han
var lådden som en bjørn, og om Skovvætter,
»Moosleute« siges, at de har en lådden krop, et
gammelt, rynket ansigt, der ligner barken på et træ,
eller en lådden, mosgroet krop (Wolf, Belträge II, 310;
Mannhardt, Bk. l, 75, 147; 398, Waldschrat, jfr. Grimm,
Myth. 2 447, 449.), og de omtales som »Silvani«,
Skovvætter, lådne, med lange negle på de lådne fingre,
en sådan var »die rauhe Else« i sagaen om Wolfdietrich
(Mannhardt, Bk, I, 108, 113; 114, Pilosi, jfr. Wife af Bath's
Tale hos Chaucer i hans Canterbury tales).
Alle disse skikkelser står i forhold til skoven, og
idet de som personligheder træder ud af det ubevidste
naturliv, beholder de et uudsletteligt mærke fra deres
hjemstavn. På samme måde kunde vel Husvætten, der
lever blandt husets dyr, have taget sine lådne mærker
fra hest eller hund eller kvæg. Jeg anfører, at han er set
som en grå kat, der sad på hærdetoppen af en hest
(Kristensen, Danske Sagn II, 46.28), og han ifører sig en
mængde dyrehamme. Endnu henviser jeg til den
franske »Lutin«, der skildres som en lille, sort, håret
mand, der ligner en abe og gör grimasser som den.
(Traditions populaires I, 142, jfr. V, 338 flg., en række
billeder af Nissefremstillinger.)
Her må omtales en anden Nisseskikkelse, der har
hjemme i Norsk og Svensk Nordland, og som muligvis
er indkommet over Finland. Det hedder hos Olsen i
hans Norske Folkeeventyr og Sagn (s. 4), at
Tomtegubben er en kæmpe, 4—5 al. høj, som har et öje
midt i panden, men som forresten opfører sig i nogen
måde som sine sydligere slægtninge. I svensk Norrland
siges, at tomten er en kort, tyk gubbe med »ett enda (ɔ:
eneste) stort öga« midt i panden. Der kan tilföjes, at
Jætter og Julesvende gælder det samme om, ligesom om
Tryntyrken hos Lapperne (Lindholm, Lappbönder, s, 14,