For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

mærke til, og véd han at påtale. Her kunde vel endnu
foreløbig nævnes, at han fra kirkens og præstens side
betragtes som en ond ånd, og at folket, som kristnet,
selv har haft en følelse af, at det næppe var forsvarligt
at modtage den lykke, som han bringer, det er ikke en
fylde eller velsignelse, der lægges i det lidet, der er
høstet, men det er fremmed eje, der stjæles og bringes
tilhuse, så i virkeligheden hæleren ikke er bedre end
stjæleren.
Jeg går hermed over til at se nöjere på Nissens
plads i bondegårdens arbejde.
Juleaften gik bonden ud og spurgte Nissen, om
han vilde røgte til næste år igen. Denne vilde have
besked om arbejdet, hvad skulde han røgte, manden
kunde bestemme: heste eller køer, men fårene vilde
Nissen intet have med at göre, de vilde træde ham på
benene (Kr., Sagn II, 88.182).
Man tör vel da sige, at således som Nissen
opfattes i Danmark, falder hans arbejde i stalden, han
foretrækker at passe hestene, med andre ord, han tjener
for røgter og er bondens trofaste og pålidelige hjælper
ved kvægets røgt (Jfr. Thiele II, 271, passer kvæget i
tilknøget hus), han muger, skærer hakkelse, fodrer,
kaster neg og halm ned fra stænget, og ved juletid
hvad der behøves i festdagene, tærsker mangen gang
med en lille tobakspibe i munden. Hvor man i gamle
dage kendte Nissen, kendte man absolut hverken til
cigarer eller cigaretter. Jeg har dog heller aldrig hørt,
at Nissen brugte skråtobak (Kr., Sagn II, 46.25, 51.41,
49.37).
Fra Norge fortælles det samme, at Nissen røgter
kvæget og passer hestene, ligeså fra Sydsverrig: tomten
hjælper at fodre, muger, han kører gødningen ud i en
trillebør, der er så stor, at hans arme står vinkelret ud
fra kroppen. Er føret glat, skor han hestene om natten,
at de ikke skal glide. Ja, man har kunnet se bonden ved
nattetid i skindpels stikke hovedet ind i loen og råbe
»hallo« og så kort efter høre tomterne begynde at
tærske. Han kaldte på dem, at de skulde begynde
arbejdet. Et andet sted var der fuldt af »rå« i stalden,
og karlen kastede strigle og børste ud til dem og råbte:
»rykta bra !« men det forstod sig, at hestene trivedes
og var så blanke, at det var en lyst at se dem (Storaker
(Lister og Mandal), 32; Faye, 42; Wigström, Sv. L. VIII, s.
140.457– 461).
Nissen lader sig dog ikke uden videre indordne
under hjemmets almindelige økonomi, men går sine
egne veje. Det kan ske, at han ikke tåler andre passe
hestene, og selv om det er husbonden der vil se sig om
i sin egen stald, er det sket, at Nissen har dasket ham
om ørene med en havrekærv for at lade ham vide, at
dær havde han intet at göre (Kr., Sagn II, 47.32). Det var
ét, men der er mere, som passerer, hvor han råder: han
har uvillie mod enkelte karle (Kr., Sagn II, 80.152. 160) og
yndlinger blandt dyrene, som han plejer og kæler for,
andre kan han ikke lide, og dem sulter og plager han
(Kr., Sagn II, 45.21), han er kortsagt uberegnelig.