For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

hun nævnede Jesunavnet, hørte de ham brase ud af
loftet og tage gavlen med sig. Ved en anden lejlighed
slipper folkene ikke så let. I en samtale ønsker (Nisse
kommer, når man ønsker, jfr. Kuhn, Sagen a. Westphalen I,
371.416) manden, at det var rart at have en Nisse til
hjælp inden döre, og hvad sker? Da han kom hjem, stod
der en lille fremmed karl med en rød lue og tog imod
hestene, som han herefter plejede og passede på bedste
måde. Bonden blev noget betænkelig herved, bad ham
gå sin vej, men forgæves, der var aldrig ro i huset. Det
nyttede intet, at bonden, der fik et vældigt smæk over
sit ene ben af trolden, udbrød: »av, din helvedes
brandstok! Hvor varst du, da Kristus blev født?«
Troldtöjet grinede blot, og enden på historien blev, at
der hver helligdag mere end et halvt år igennem i tre
kirker, deres egen, Gudhjem og Øster Marie blev bedt
for dem, at de måtte slippe for trolden, så forsvandt
han omsider. (Danske Sagn II, 45.22; Skattegraveren IX,
72.249 (Bornholm))
Går vi til udlandet, findes også dær en række
meddelelser både om muligheden at få ham og
vanskeligheden ved at slippe af med ham. Et
tilsvarende træk til det danske findes i Skåne, hvor en
mand praler af, at han skulde fæste »Goanissen«, om
han kom juleaften. (Jfr. Eva Wigström I, 138) Ja, han
kom som en fireårs dreng og spurgte: »vil du fæste
mig?« Men bonden ræddedes, foldede sine hænder og
bad Gud fri sig fra slige drenge. Da for Nissen bort
med et brag, som om huset skulde falde sammen. På
Ålandsøerne siges, at Nissen kan ikke slippes, når man
endelig har fået ham, med mindre man skaffer ham
tilhold i en anden gård. (Wigström, Sv. L. VIII, 144.468,
Renvall, Sv. L. VII, 9, s. 6.)
I Finland søges han derved, at en kvinde tre
langfredagnætter på et treskel råber hans navn. (Åberg,
Nyländska Folksägner, 6.11)
En redegörelse, som jeg atter og atter har truffet i
tyske sagn, uden at det er mig klart, om den har
hjemme dær, afskriver jeg helt. Den findes i et brev om
de gamle Pröjseres religion og offre fra Joh. Meletius
til Georg Sabinus og lyder således: folket tilbeder visse
vætter, som kan ses med blotte öjne og af Ruthener
kaldes »Colfy«, på græsk »Coboli«, på tysk »Cobold«.
Man tror, at disse Vætter bor på skjulte steder, i huse
eller i tømmerværk. Man giver dem rundelig af al slags
mad, fordi de plejer at bringe de mænd, som således
føder dem, hvede, som de har stjålet i andre
menneskers forrådshuse.
Når disse Vætter ønsker at flytte tilhuse og tage
bolig hos en eller anden, vil de på følgende måde göre
deres ønske klart for husfaderen. Ved nattetid dynger
de træspåner sammen i huset, kommer dem på de fulde
mælkespande sammen med alle slags dyremøg. Når
husfaderen da opdager dette og i stedet for at feje
spånerne bort, eller borttage gødningen fra
mælkespandene, spiser sammen med sin familie den
urene mælk, så viser Vætterne sig og bliver hos dem.
(Folklore XII, 291, afhandlingen er skrevet omtr. 1553, og