For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

form kendt (Bosquet, Normandie 127). Derimod har jeg i
Syditalien truffet en variant. Lauro, husvætten, plager
folket, og de bestemmer sig til at flytte; alt er på
vognen, uden en gammel kost, som konen går hen at
tage. Men Lauroen griber den og siger: »den tager jeg,
lad os se at komme afsted til det nye hus!« (Folklore IV,
400).
Der er vel rimelighed for, at dette træk kan
genfindes i langt videre kredse, end det har været mig
muligt at overse. I den nuværende krigstid er der intet
at udtette i den store verden. Grimm anfører træffende,
hvor han omtaler dette sagn, af et middeltysk
håndskrift en fortælling om »Ulykken«. Mennesket
rejser bort fra den; i en skov vender han sig om og
udbryder :
» Ulykke, nu er jeg løbet fra dig« .
» Nej« , sagde Ulykken, » jeg har vundet sejr,
dengang du løb, løb jeg selv med,
på din nakke har jeg nu mit sæde« .
Manden sagde da til sig selv:
» det er vist det bedste, jeg vender hjem« .
og han tilföjer en henvisning til Horats: »bag rytteren
sidder den sorte bekymring« , og slutter: her har den
personificerede Unsælde (ɔ: Ulykke) indtaget
husvættens plads ! (Grimm, Myth. 833).
16. NISSENS NYE KLÆDNING.
Et træk i Lille Nielses historie kræver en særlig
behandling. Det er jo en naturlig følelse, om husbonde
eller madmoder på gården, der daglig modtager
udbyttet af hans arbejde, mens husets velstand stadig
øges, ønsker på en eller anden måde at vise ham deres
tak. Under sit arbejde ses han nøgen eller klædt i
pjalter uden strömper på benene, og da sørger
husmoderen for at skaffe en ny klædning, der bliver
henlagt til ham; men så sker det mærkelige, at han
forstår gaven i de fleste tilfælde som en opsigelse og
drager bedrøvet bort (Mange henvisn., se Kuhn,
Westphal. Sagen I, 157.163, Bolte, Kindermärchen I, 364,
nr. 39, Grimm, Myth.4 III, 141, jfr. Mannhardt,
Baumkultus l, 80, anm., forsøg til forklaring). Det kan
også ske, at han anser de nye klæder alt for fine til sit
arbejde og af den årsag går sin vej. Jeg skal göre
kortelig rede for, hvad sagnene derom har gemt.
Der er da først at mærke, at i nogle enkelte
fortællinger er en klædning med i overenskomsten, når
han tager tjeneste.
En Puge (Puck) tager tjeneste i et
Franciskanerkloster i Mecklenburg og forlanger straks
for sit arbejde en broget kjole med bjælder, som skal
gemmes, til han rejser. I 30 år er han Guardianens og
munkenes ærlige og tro tjener, så siger han op,
forlanger den brogede kjole og får den, hvorpå han
forsvinder. Sagnet er anført i en Schweriner Chronica