For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

gavllugen og glæder sig over sine ben, krumme som de
er, og udbryder: »hær er Puks ene ben !« og »hær det
andet!« I en af meddelelserne tilföjes, at han fremsagde
et rim om sine egne fortræffelige egenskaber, men
under det gav karlen, som havde stået og lyttet og sét
til, ham et puf, så han røg ud, og sagde til sine
medtjenere, der lige var kommet hjem: »dær har I ham,
nu kan I slå ham ihjel!« De var ikke sene, de kom med
plejle og stænger, men da de vilde slå til, lå der nogle
potteskår, og Nis var borte (Weinhold: Zeitsch. f.
Volkskunde II, 415). Næste morgen vågnede karlen op
på randen af det åbne brøndhul.
Inden jeg slipper dette træk, må jeg göre
opmærksom på, at det i en noget anden form synes at
måtte regnes til de europæiske vandresagn. I Jylland
fortælles, at der i en stald er en bås, hvor aldrig en
hest kan holdes bunden. Karlen vil opdage årsagen,
lægger sig på lur på loftet, ser en hvid skikkelse rejse
sig, der kyser hesten løs, hvorpå den tager en sten op i
båsen. Nis er også nysgerrig, vil se, hvad der går for
sig, og det ender med, at karlen puffer ham ned,
hvorpå der begynder et vældigt slagsmål mellem Nis
og genfærdet (Kr., Folkem. III, 75.102, Kr., Sagn II, 75.185,
Efterslæt 195.135, jfr. Asbj. III, 75). Dette er öjensynlig
en afslidt form af fortællingen. Alt bliver tydeligere
ved at sammenholde svenske varianter med den. I
Skåne nævnes en frygtet genganger Putta–långhaka.
Karlen søger et sted, hvor han kan være i fred for
hende og kryber op i en halmstak, Nis søger
sammesteds hen. Og nu vil genfærdet have fat i Nis,
men kan ikke komme op, stakken er for höj og stejl, og
Nis morer sig, ler, og hver gang kællingen glider ned,
råber han: »Tasse, ta fot !« Men da hun er ved at nå
op, og stillingen bliver farlig, puffer karlen Nissen ned
til hende og råber: »Tasse, ta alt ihop !« Så reves og
sloges han og kællingen, til dagen gryede (Wigström II,
230).
Men »Tasse« er et folkeligt navn på ulven.
En ny form af sagnet findes hos Afzelius. Dær er
det en skovfrue, der flygter for en ulveflok og hopper
op i en ladeglug, hvor også nogle jægere havde søgt
tilflugt. Dær mente hun sig i sikkerhed, rakte snart den
ene, snart den anden fod ned mod dem og råbte:
»Tasse, ta fot; får du bägge, så ta emot!«. En af jægerne
puffede hende ned, idet han råbte: »ta allt ihop!« I et
nu blev skovfruen opædt. Og meddeleren tilföjer: det
samme fortælles om »mylingar (ɔ: myrdedes genfærd)
och tomtar !« (Afzelius, Sagohäfder II, 192) Endnu en
svensk variant har jeg truffet: en »jättesa« flygter op i
en ladeglug for en ulv, mener sig i sikkerhed, slænger
med fødderne og siger til ulven :
» Tasse ta tå,
om du kan nå!«
Manden, som lå i laden, sagde :
» Tasse tar tå,