For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

mælk til (Kr., Sagn lI, 79.150, 88.182 boghvedegrød; 79.149, melgrød; 88.183. 192, 51.41, grød med smör; se forøvrigt de tidl. henvisn). I et enkelt sagn fra Mellemslesvig: nymalket mælk, tobak og en flaske brændevin (Fischer, Slesv. Folkes. 3 , s. 132). Går vi til Norge er traktementet dær »lefsekling« og juleøl, vælling eller grød med smör eller grynegrød, eller sødgrød, kage, øl hensættes under »laavebroen«, eller da naturligvis flødegrød (Asbj. III, 5, Wille, Sillejords Beskr. 188, kage er vel fladbrød; lefsekling fladbrød smurt med smör; Storaker 31.32. 35, Faye 43). Fra Sverige fortælles vel fra gamle kilder, at Tomten som Lön julemorgen fik vadmelsstumper, en skovl muld og, mærkeligt nok, tobak. Muld er ellers trakternente for den døde, når han er gæst i den levendes hjem (Afzel., Sagoh II, 190). Ellers er det også her grød, mælkegrød, hvid grød og honning eller gryngrød, eller sædvanlig julekost eller blot mad; dog kræver han også at smage hver ret mad juleaften (Gaslander 26, Cav. Wärend I 276, Wigstr., Sv L. VIII, 138.451.452, Bruzelius 87, Wigstr. I, 108, 138, 198 (Skåne), Rääf I, 72 (Ø. Götland), Hazelius VIII, 56, Sundblad 2 131 (Vestgötland), Hofberg Nerike 205). Hertil knytter jeg et færøisk sagn. Marjun i Ördavik havde lykke med alt, hvad hun foretog sig, og det kom af, at de gode Vætter boede hos hende i kostalden; men hun forsömte heller aldrig, hver gang der blev malket, at sætte en mælkebøtte hen til dem. Det lönnede Vætterne hende for. Altid havde hun mælk, var fri for sygdom blandt køer og får. Ingen behøvede at våge hos kælvende ko, om morgenen stod kalven, bundet i en silkesnor ved koens bov, at den kunde slikke sit barn. Pigen måtte straks løse kalven og lægge silkesnoren på bjælken, hvor Vætterne så hentede den. Marjun døde omsider efter at have pålagt sin sön, at han skulde være god ved Vætterne, forsömte han det, blev det ham og andre til mén. Sönnen agtede ikke derpå, brød kostalden ned, men så flyttede Vætterne og varslede ondt over ham og hans æt, som i Ördavik var, ulykke fulgte på ulykke, dødsfald på dødsfald, det var Vætternes hævn (Hammershaimb, Færøisk Anthol. I, 329). Går vi så til vore sydlige naboer, er folkeskikken væsentlig den samme, mælk, grød med rundeligt smör, hensættes til Nis (S. Slesvig), »Milchsuppe«, hvad der vel betyder vælling (Altmark); til Chimmeke i Pommern mælk; hver dag en skål mælk til Joggeli i Schweiz, eller andre steder en krukke most eller vin til Bergmännchen, der besørger husarbejdet, eller mælk, smör og honning. I det franske Schweiz, tyk fløde i en kop. I Bretagne boghvedemels pandekager stegte i smör (»galettes de sarrasin bien beurréec) og en skål nymalket mælk ved siden (Müllenhoff 318 fn., 320.483, Temme, Altmark nr. 64, Volks. Pommern 252.214, Rochholtz, Naturmythen 106.2, »Lutin« skal have sidste pandekage, Trad. pop. I, 143 (Bretagne), Ceresole 51, Tr. pop. VIII, 443, Grimm, Myth. IV, 147).
I Nordengland fortælles om den gode husmoder, der altid plejede at fremsætte hvidt brød og en kop fløde til Alfefolkene (the Elfin band), hvorfor alt lykkedes inden döre. Men hun døde, den nye husfrue henlagde i stedet et brunt brød og et knippe sild. Det skulde hun ikke have gjort, de slæbte hende ud af sengen og videre ved benene ned ad trappen. I Skotland sættes en skål mælk til Husvætten, i Yorkshire småkager med honning og en skål fløde til Brownie (Scott, Dæmonology 371, Campbell, Superstition Highl. 160, 162, 165, 186, Henderson 248, jfr. Grimm, Iriscbe Elfenm. 212). Uafladelig træffer man, at Husvætten bliver hastig vred, opfatter den ringeste forsömmelse som en fornærmelse og er hurtig til ved mangeslags fortræd at hævde sin ret. Får han ikke i Nordland den mælk han vil have, dier han køerne; bliver han forsömt juleaften i Skåne, bröler kvæget, hestene slåes, det er som huset skulde falde, ild ryger ud af skorstenen (Nordlander Myth., S. 13, 14, Bruzelius 87). Og forsömmes i det franske Schweiz »le servant« og får ikke sin kop med fløde, styrter han kvæget som græsser ved sæteren, i afgrunden (Ceresole 51, jfr. Hereford Folkl. 47, han putter nögler bort, Yorkshire Folklore 133, forlader pladsen). Dette er jo blot spredte bemærkninger, der viser, at der rundt om i Nordeuropa bringes offer til Husvætten, og at dette offer udgøres afmælk, grød, smör eller lignende, hvad han ikke tåler nogen afvigelse fra. 11. DEN DRÆBTE STUD. Jeg vender da tilbage til vore hjemlige forhold. Nis kræver mælk og grød, vrager derimod den festret som kål i de gammeldags hjem var. Derom fortælles følgende fra Anholt: Det var en gammel skik at sætte grød hen juleaften til gårdboen. Men så skete det engang, at en kone til denne aften kogte kål, for den holdt hun så meget af. Kålen skruttede lystig i gryden, men så kom gårdboen ind og sagde: » kålen koger i kobbermands pot, kobbermand fanger ej deraf godt, lever ej næste juleaften op« . Så greb konen potten, hivede kålen lagt ud og satte grød på i en flyvende fart, for hun vilde ikke af med sin mand, og det er der ikke ret mange der vil, derfor koger de endnu grød juleaften (Krist., Anholt 72.156). Det har imidlertid vist sig, at en anden af husets folk, katten, også betragter en skål lunken sødmælk som et traktemente og en ret; følgen bliver, at de stjæler hinandens mælk. I en gård blev hver aften den mælk borte, som kattene skulde have, og de fik ikke noget. Man kunde nok tænke, at det var Nissen som var på spil, og så tog konen en skål, og hver gang der blev malket, kom hun mælk deri og sagde: »det der er i
Page 1 and 2: Nissens Historie af H. F. Feilberg
Page 3 and 4: En saadan »salig Frue« spinder fo
Page 5 and 6: Tilsvarende sagn er der fra Baden.
Page 7 and 8: hensigt, at han henlægger sit arbe
Page 9 and 10: Når så skovens eller jordens Væt
Page 11 and 12: til forståelse af, hvad der kunde
Page 13 and 14: De havde tændt bål, hver medbragt
Page 15 and 16: han følger med som en flyvende fje
Page 17 and 18: du volder, at ej øllet gæres godt
Page 19 and 20: om han sætter sig på den«, sagde
Page 21 and 22: Shakespeare i hans Skærsommernatsd
Page 23 and 24: forståelse med ham. Det næste skr
Page 25 and 26: Volkskunde XXI, 109, 178, Jahn, Sag
Page 27 and 28: har et stort hoved, lange arme, sm
Page 29 and 30: hun nævnede Jesunavnet, hørte de
Page 31 and 32: (Hørning s. ved Randers?) blev jag
Page 33 and 34: og lad os gå til grødfadet ålld'
Page 35 and 36: Således fortælles der fra Samsø
Page 37 and 38: Mens naturligvis bonden er veltilfr
Page 39 and 40: og der var overflod af alt inden d
Page 41 and 42: fukl du ham kun én gang til!« rå
Page 43 and 44: tobak, så fandt man næste dag arb
Page 45: Cavallius Wärend 1, 276, Sundblad
Page 49 and 50: (Kr., Sagn II, 90.187.194 (Vostrup
Page 51 and 52: Og nu er Nis jo i visse måder en o
Page 53 and 54: sig på et kar ved ildstedet med en
Page 55 and 56: når han kan få!« I det samme gjo
Page 57 and 58: Han fór bort og tog taget med. I e
Page 59 and 60: Husvætten (Müllenhoff 322.434, Ha
Page 61 and 62: Sagn II, 63.89). Sammenstilles herm
Page 63 and 64: Engang imellem hører pigerne en fo
Page 65 and 66: Nu, smådrillerier betyder ikke sto
Page 67 and 68: Havde vi ikke sådan rendt, så var
Page 69 and 70: (Rostock 1598) og menes af nogle at
Page 71 and 72: (Kuhn, Westphal. Sagen I 158.168, j
Page 73 and 74: danse med nögne fødder, og hun he
Page 75 and 76: kappe hænges ud til husvætterne,
Page 77 and 78: sten, men nu skal du selv komme dæ
Page 79 and 80: atter tilorde i sagnene, at vætter
Page 81 and 82: penge og mad, men ikke klæder (Sch
Page 83 and 84: var det en gang, at den vagthavende
Page 85 and 86: grå munkeklædning, og så siges d
Page 87 and 88: fra Värend, at »Bolvätten« bor
Page 89: Jysk bruges udtrykket for at le »s

For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?