For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

han følger med som en flyvende fjer. I køkkenet
hjælper han til, vasker op, skurer spande, kar, er nöje
over, at intet bliver borte eller forsömmes. Ligeledes
passer han hestene i stalden, strigler dem og ser med
omhu til, at tjenestefolk bliver ved deres arbejde. Som
lön for arbejdet henstilles der en skål sødmælk til ham,
eller mælk med ibrokket hvedebrød. Det er dog det
ejendommelige derved at mærke, at man bagefter kan
finde hans mad under en af bænkene eller i en krog.
Han kræver, som husets andre folk, en stol ved
spisebordet, et lille kammer med bord og seng øverst i
huset, og tager det grumme ilde op, om han sker uret
eller forsömmes og uddeler nu og da vældige
ørefigener, driller tjenestefolkene, ægger dem til strid
og brister i skoggerlatter, om hans optöjer lykkes,
larmer, som huset skulde falde sammen, er med alt
dette en gudsfrygtig mand, beder fadervor, dog den
sjette bön: »fri os fra det onde!« hvisker han kun. Han
viser sig omsider som et lille, nøgent barn med en kniv
i ryggen for kokkepigen, men for legende børn som en
lille dreng. Da fire år var omme, forlod han slottet
efter at have givet familien tre lykkegaver: et kors, en
stråhat og en udsyet læderhandske. (Grimm, Sagen I,
91.76, jfr. Birlinger Aus Schwaben III, 242. fortæll. fra
Zimmersche Chronick o. 1550.).
Endnu nævner jeg i denne sammenhæng, hvad der
omtales af Luther i hans »Bordtaler« og af Prætorius i
hans Weltbeschreibung I. 315 (Magdeburg, 1666), at der
noget nær i hvert bondehjem findes en Kobold, der
udfører alle slags husarbejder. I køkkenet bærer han
vand, kløver brænde, henter øl, koger mad, mens han i
stalden strigler hestene, og kører gødningen ud, og
hvor han er, lykkes alt, og man siger derfor om en
tjenestepige, for hvem arbejdet går rask fra hånden, at
hun har en Kobold til hjælper. Gør man ham vred, skal
man vogte sig vel.
Kokkepigen må sætte en ren og pæn skål hen til
ham, den skal være fyldt med god mad, så kan hun gå
sin vej, og kan for den sags skyld drive og dovne, så
meget hun lyster. Men forsömmer hun det, og bliver
hun irettesat af sin husmoder, fordi maden er brændt,
gryder er slået itu, kan hun komme til at høre
Koboldens lystige latter, han har voldt det altsammen.
Om tjenestefolkene flytter, bliver Kobolden og venter,
at den bortdragende pige anbefaler ham til sin
efterfølger. (Grimm, »Sagen« I, 80.)
Endnu blot et par benævnelser for Kobolden i
ældre tid. Mannhardt anfører fra en ordbog fra 1482
udtrykket: »schretliin« ɔ: Penater og srate, mandlige
Larer. Hvert hus har en sådan »schrezlein«; er man god
ved ham giver han gods og ære. (Baumkultus I, 115.)
Til yderligere belysning af skikkelsen omtaler jeg
de ældste efterretninger, jeg har truffet i selve
England; her nævnes en bog om »Robin Goodfellow, his
mad Prances & merry Jests« i en udgave fra 1628, der
dog antages at høre det tidligere århundrede til. (Se
Keightley, Fairy, Mythology (1860), s. 287.). Om Robin